Ny Superman-film er højere, længere og mere ligegyldig

Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er Superman. Med bulder og brag og flyvende i fuld fart på vej mod en fiasko i »Man of Steel«.

»Jeg tror ikke, de vil dele denne verden«, siger Superman (Henry Cavill). Den skarpsindige replik falder godt to timer inde i »Man of Steel«, hvor det længe har været mere end tydeligt, at den onde General Zod næppe har til sinds at dele noget med nogen. Han vil til gengæld meget gerne smadre Superman og alle andre, og det tager hele ti kvarter.

Egentlig begynder det ikke så ringe endda i Zack Snyders forsøg på endnu en gang at lave en »Superman«-film. Forhistorien på planeten Krypton, hvor klankrigen raser og den gode leder Jor-El (Russell Crowe) inden sin død når at få sendt sin søn (Superman) til jorden, er flot designet og har dog et minimum af følelsesliv. Men derfra udvikler »Man of Steel« sig til et mere larmende bæst, end godt er.

Richard Donners »Superman« fra 1978 er tro mod tegneserien, der blev skabt i 1938. Filmen havde spænding, humor og kærlighed til billeder med talebobler. Siden kom en rigtig god »Superman Returns« af Bryan Singer fra 2006, som desværre ikke fik nogen fortsættelse, og nu er turen kommet til Snyders metode. Begreber som charme og humor er ikke en del af hans univers, der har budt på en genial »Watchmen«, en rimelig remake af »Dawn of the Dead« og et ret så rædselsfuld »300«. I »Man of Steel« er han mere i nærheden af sidstnævnte, hvor der går helt og aldeles testosteronstruttende eksekvering i den.

Ændringerne i den oprindelige historie er kosmetiske. Forhistorien på Krypton er lidt længere end tidligere og Lois Lane kender Supermans hemmeligheder hurtigere i handlingen. Den største ændring er, at Snyder har drejet sin film over imod science-fiction og væk fra det egentlige superheltetema og i hvert tilfælde væk fra at vise Superman i særlig meget dagligdag på jorden. Det er ellers her, superhelten siger os mest.

Christopher Reeve var genialt castet i 1978, mens Brandon Routh var ret anonym i 2006. Henry Cavill er noget stiv i det og skifter mellem hængemule og bestemt mine uden mellemregninger. Både han og instruktøren konkurrerer samtidig om at tage løjerne mest alvorligt. »Man of Steel« indeholder ikke et my humor, og der hvirvler så mange flyvende biler gennem luften, at man nærmest får metalsmag i munden. For meget foregår i et superspeedet tempo. Antallet af bygninger der eksploderer er ikke til at nå at tælle og Hans Zimmers tordenmuzak vil gøre dig fuldstændig følelsesløs i biografen. »Man of Steel« er måske nok sine steder en 14-årig drengs våde drøm af en ramasjang-film, men den er til gengæld en voksen mands mareridt af tordnende tomgang. Man er gået så ublu efter grønne dollars, at alle nuancer forsvinder, på nær når det gælder en skilteskov af product placement. At sammenligne »Man of Steel« med de største blockbusterfiaskoer til alle tider som »Godzilla«, »Catwoman« og »Van Helsing« er muligvis at stramme den, men til gengæld er lunkne superheltefilm som »Green Lantern« og »Spider-Man 3« bedre end Snyders superheltesnyd.

LIKE US? Vi serverer dagligt kulturnyt på facebook.com/berlingskekultur