Ny film om Whitney Houston er alt for tabloid

Nick Broomfields dokumentarfilm om pop-ikonet Whitney Houston »Whitney – Can I Be Me« anklager verden for at fokusere på Whitney Houstons stofmisbrug og deraf følgende deroute frem for hendes unikke bidrag til musikhistorien, men ender med at gøre præcis det samme.

Billede fra filmen Whitney - Can I Be Me? Fold sammen
Læs mere

Den tabloide tone får overtaget i Nick Broomfields dokumentarfilm om Whitney Houston »Whitney - Can I Be Me?«, og det er hamrende ærgerligt! Nick Broomfield har nemlig fået adgang til helt unikt materiale i form af gamle dokumentaroptagelser, hjemmevideoer og sågar et enkelt klip, der går så tæt på en samtale mellem Whitney og ægtemanden Bobby Brown, at man mistænker det for at være en paparazzi, der står bag.

Det giver alt sammen et rørende, overraskende og ærligt indblik i, hvem Whitney Houston var bag det pladeselskabs-fabrikerede image som »den pæne pige fra gospel-koret«.

Billede fra filmen Whitney - Can I Be Me? Fold sammen
Læs mere

Whitney Houston var nemlig – også – en pige fra ghettoen, hvor det var normalt at tage stoffer som pre-teen, fordi »det gjorde alle de andre«. Hendes gudsbenådede stemme, der stadig står som noget helt enestående, gav hende en fribillet ud af »the hood« – men ikke nødvendigvis til et bedre sted. For alle havde planer for Whitney og hendes talent. Hendes mor, hendes pladeselskab – og senere hendes dominerende ægtemand Bobby Brown. Hun skovlede penge og priser ind som den første sorte megastjerne nogensinde, men blev også anklaget for at sælge ud og lave »hvid« musik, hvilket knuste hendes selvtillid. For hvor var der egentlig plads til hende selv i en stjernedrøm, der i stigende grad begyndte at ligne et gyldent bur – der blev udholdt med det eskalerende stofmisbrug, der i 2012 førte til hendes død i en alder af bare 48 år.

En stor tragedie, der desværre også er kommet til at overskygge, hvor meget Whitney har betydet som den første sorte pop-stjerne, der blev accepteret af et hvidt publikum, og banede vejen for navne som Beyonce og Rhianna. Hendes stemme var unik – både i rækkevidde og i tone. Og så var hun en gudsbenådet fortolker, der kunne løfte selv den mest banale popsang til klassikerstatus. Hun har ikke fortjent et eftermæle som stofmisbruger, og hun har egentlig heller ikke fortjent en film der, som »Whitney – Can I Be Me« i den grad sovser rundt i tragedien og lange optagelser af en tydeligt påvirker Whitney, mens andre væsentlige dele af historien, som hendes uvenskab med den ellers forgudede far, der ender med at sagsøge hende for 100 millioner dollars bliver gået ganske let hen over.

»Whitney – Why Can’t I Be Me« indeholder alle ingredienser til et rørende og nuanceret portræt af den virkelige Whitney, men efterlader desværre sin tilskuer med en fornemmelse af, at have smuglæst i billedbladet hos tandlægen i den tro, at det Vanity Fair.

»Whitney - Can I Be Me?«

Instruktør Nick Broomfield