Ny Clooney-film er både sort og vred

Tiden kalder i den grad på politisk satire med brod, mod og hjerte, der kan få os mennesker til at tænke lidt ekstra over, hvordan vi opfører os. Gerne mens vi griner lidt flovt indforstået og lover bod og bedring.

Julianne Moore påtager sig endnu engang rollen som den tilsyneladende perfekte 50er-hustru med hemmeligheder bag paradesmilet. Foto: Paramount Pictures og Black Bear Pictures. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På papiret ligner George Clooneys sjette film som instruktør præcis det: En sort komedie, baseret på et gammelt manuskript af Coen-brødrene, kombineret med en true crime-historie om en sort familie, der fik et frådende forstadskvarter på nakken, da de formastede sig til at købe hus i parcelhusparadiseet Levittown. Det hele baseret på et lovende fundament af god gammeldags vrede og indignation. Det kan godt være, at handlingen foregår i 1950erne, men der hersker aldrig den mindste tvivl om, at George Clooney i virkeligheden taler om USA anno 2017: En nybyggerstat, der praler af at være sammensat af folk fra alle kanter, men som går fuldkommen i selvsving, så snart nogen vover at skille sig ud og stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. En verden, hvor volden lurer lige bag ligusterhækken og hvor blikket konsekvent bliver rettet mod de forkerte, mens de virkelige »monstre« får lov at husere lige ved siden af. Det i stigende grad groteske plot er gennemsyret af en næsten opgivende kynisme: »Så forstå dog, at hele verden er ved at gå ad helvede til – og det er vores egen skyld.«

Der er lagt op til satire og grin, men man får i virkeligheden mest lyst til at græde lidt. Over verdens og menneskehedens tilstand, men mest over at George Clooney, den intelligente, humoristiske og politisk bevidste mand, ikke har formået at bruge sin mere eller mindre indestængte harme til at skabe et mere slagkraftigt værk i stedet for en halvlunken satire og et politisk plot, der får lov at fise ud i det velklippede græs som intet andet end en tyndbenet afledningsmanøvre. Ih hvor man savner den George Clooney, der startede instruktørkarrieren med »Confesssions of a Dangerous Mind« og »Goodnight, And Good Luck«. Han havde leveret en syngende lussing i stedet for det opgivende og småkyniske klap på kinden, »Suburbicon« er endt som.