Nu holder Inge i det mindste kæft. Næsten!

Sjette afsnit af Ole Bornedals TV-serie »1864« bød godt nok på færre svinkeærinder, men tynges fortsat af et middelmådigt manuskript og ufrivilligt morsomme »what the fuck-øjeblikke«.

Inge holder brandtale på lazarettet og får lov til at blive sygeplejerske. Foto: Per Arnesen/Miso Film Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Er der ikke noget med, at vi har sigøjnerblod?« spørger teenagerebellen Claudia (Sarah-Sofie Boussnina) sin sorgramte mor og tegner sig for ét af de største »what the fuck-øjeblikke« i sjette afsnit af Ole Bornedals TV-serie »1864«, der løb over skærmen søndag aften. Dem vender vi tilbage til.

I garagen finder Claudia gamle breve, skrevet af Peter i 1864, og hun kan senere, sammen med den aldrende Severin (Bent Mejding), konkludere, at sigøjnerpigen Sofia (Marie Tourell Søderberg) er hendes tiptipoldemor, og at hun er i familie med Severin. Det fremlægges som den store afsløring, der skal trykke på alle følelsesmæssige knapper, men virker i praksis som en absurditet. Nutidsfortællingen er en dramatisk blindtarm, der burde have været bortopereret.

Det er egentlig ærgerligt, for der er nogle gode takter i dette afsnit, så snart vi klipper til skanserne ved Dybbøl.

Fortælleren Inge, som indtil nu har sovset lydsiden til, holder stort set sin kæft. Kun i starten og i slutningen udlægger hun teksten – det er stadig to gange for meget, men vi får næsten 45 minutters reelt TV-drama uden distraherende regibemærkninger.

Samtidig er Monrad og Heiberg fraværende, hvilket løfter den teatralske dyne lidt.

Endelig er der en række gode præstationer fra ensemblet af skuespillere. Jens Sætter-Lassen arbejder målrettet med Peters smerte, Johannes Lassen som den frygtløse Dinesen kunne være en eventyrlig TV-serie i sig selv, Peter Plaugborg leverer sine replikker præcist og troværdigt som sergent Jespersen, og spillet mellem Jens Jørn Spottags fornuftige general du Plat og Kristian Halkens rygradssvage general Gerlach er fri for mislyde.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for seriens personer mangler stadig de gråtoner og hemmeligheder, som kan variere intensiteten og rive os med i længere stræk. Alting lægges frem. Alting er én til én. Og det skaber paradoksalt nok distance. Marie Tourell Søderbergs Inge udstyres med en fjollet tale om infektioner og kvindelige sygeplejersker, men da hun virkelig bryder sammen i sorg, lader det os kolde. På samme vis er Pilou Asbæks dæmoniske Didrich nu så overgjort, at det virker som en karikatur.

Læg hertil de føromtalte »what the fuck-øjeblikke«, der er blevet et ufrivilligt komisk varemærke i »1864«. Der er »den med sigøjnerblodet«, men der er også »den med luderen«: På vej gennem ingenmandsland for at dræbe et tysk militærorkester vil den jomfruelige Alfred (Jens Christian Buskov Lund) pludselig lave en aftale med Peter om, at de skal »dele en luder«. Det er et setup til, at Peter, da Alfred er død, i formørket sorg kan besøge en forhutlet prostitueret, men det virker mildest talt fortællemæssigt klodset.

Og så er der »what the fuck-øjeblikket« over dem alle: Johan (Søren Malling) redder Laust (Jakob Oftebro) ved at flå en isklump ud af hans bryst og fodre ham med den!

Man sidder stadig tilbage med en fornemmelse af skønne spildte kræfter, af hvor gribende og medrivende en serie »1864« kunne have været, hvis skuespillerne og det imponerende production design – kulisserne, kostumerne, statisterne – var blevet brugt til at gestalte mere end et middelmådigt manuskript.

Hvad: »1864«. Sjette afsnit.

Hvem: Manuskript og instruktion: Ole Bornedal. Medvirkende: Johannes Larsen, Marie Tourell Søderberg, Jakob Oftebro, Jens Sætter-Lassen m.fl.

Hvor: DR1, søndag aften.