Nu bliver man bange for Bond

Den nye 007-film »Quantum of Solace« er højdramatisk og imponerende, men blottet for humor og charme. Og James Bond selv er en hævngerrig voldsmand, som man bliver bange for.

Foto: Sony Pictures

Kan Bond blive for barsk?

Spørgsmålet rejser sig uvilkårligt ved mødet med den nye 007-film »Quantum of Solace«, der lader James Bond slå folk ihjel uden skånsel – også når det ikke virker strengt nødvendigt.

Snarere end af pligtfølelse og patriotisme er han drevet af rasende hævntørst, efter at hans elskede Vesper Lynd døde i slutningen af Martin Campbells »Casino Royale« fra 2006 – og hvis man ikke har set den, vil en del scener i den nye film være uforståelige, for »Quantum of Solace« lægger sig som den første Bond-film i direkte forlængelse af sin forgænger og refererer jævnligt til begivenheder i den.

Derfor optræder Jesper Christensen som bagmanden Mr. White også i den nye film, men kun i en ganske lille rolle, for hovedskurken er denne gang en mand ved navn Dominic Greene, der udadtil er økologisk idealist, men reelt repræsentant for et internationalt forbryderkartel.

Det har aktuelt kastet sit grådige blik på lukrative gøremål i Bolivia, hvor en del af filmens handling derfor udspiller sig, og hvor en smuk kvinde ved navn Camille ønsker at gøre op med en diktatorisk general. Hun og Bond har begge noget at hævne, og de ender med at danne en slags mere robust end romantisk par .

Hektisk og forvirrende
I klassisk 007-tradition farer handlingen rundt til lande på flere kontinenter og begynder i Italien, hvor en fantastisk forfølgelse finder sted i Siena, mens det årlige hestevæddeløb Palio er i gang på byens smukke Piazzo del Campo.

Sekvensen er virtuost orkestreret, men ligesom filmens øvrige dramatiske højdepunkter – blandt andet et opgør i flyvemaskiner over ødemarken i Bolivia – er den så hektisk klippet, at den bliver næsten lige så forvirrende som spændende.

Det ser ud, som om folkene bag Bond-serien har skelet kraftigt til filmene med Matt Damon som agent Bourne og forsøger at matche deres højt opskruede tempo, hvad der hist og her skaber frustrerende uoverskuelighed i de højdramatiske actionscener.

Det kan kaldes et mindre problem, mens en større bekymring som antydet er selve figuren James Bond. Som han demonstrerede i den dristigt fornyende »Casino Royale«, er Daniel Craig en mere rå og sammenbidt agent end sine forgængere, og den elegante charme og selvironiske humor, som især Roger Moore og Pierce Brosnan repræsenterede, er forsvundet til fordel for en sikkert mere realistisk, men også mindre sympatisk figur.

Daniel Craig er en eminent skuespiller, men han fremstiller en indesluttet og aggressiv Bond, som man bliver bange for.

En dyster film
Det bliver hans foresatte i MI6 også i denne film, og på et tidspunkt fyres han faktisk, fordi han tilsyneladende er ude i en privat vendetta, men selvfølgelig sejrer han til sidst, skønt filmens mørke slutning ikke er specielt jublende eller triumferende.

I det hele taget er »Quantum of Solace« – hvis titel man helst skal være professor i engelsk lingvistik for at tolke – en vred og dyster film, og man behøver ikke være nostalgiker for at savne den humor, der i de ældre Bond-film signalerede, at det hele trods alt kun var for sjov. Det er det ikke mere.

Ud over sekvensen i pittoreske Siena, hvor James Bond ligesom i »Casino Royale« får vist sine evner for at løbe parkour hen over hustage, rummer filmen en spektakulær passage under en friluftsopførelse af Puccinis »Tosca« i østrigske Bregenz.

Det er højspændt både visuelt og musikalsk, men netop her rummer filmen et markant eksempel på, at action bliver mindre medrivende, når den er klippet som en manisk musikvideo.

Alt i alt virker det, som om instruktøren Marc Forster – hidtil kendt for følsomme værker som »Monster’s Ball«, »Finding Neverland« og »The Kite Runner« (»Drageløberen«) – har overanstrengt sig for at bevise, hvor dynamisk og eksplosivt han er i stand til at skrue et plot sammen.

Imponerende er det og aldrig kedeligt, men der er noget koldt og hjerteløst ved »Quantum of Solace«, som giver en gammel Bond-beundrer en lidt bitter smag i munden.

Til gengæld kan man glæde sig over den billedskønne Olga Kurylenko som Camille og over, at Dominic Greene spilles af den fremragende franskmand Mathieu Amalric, som vi kender bedst fra Julian Schnabels »Dykkerklokken og sommerfuglen«.

De to er lige ved at ligne rigtige mennesker i en ellers grum og hård film, hvor folk hele tiden brutalt bliver slået ihjel. Som regel af den engang vittige og chevalereske gentleman James Bond.