Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den karaktermæssige lighed mellem »Norskov«s mutte politimand, Tom Noack, (spillet af Thomas Levin) og dansk TV-krimis sweaterstylede urmoder, Sarah Lund, blev stedse mere påfaldende under seriens ti afsnit.
I sidste afsnit, der mandag blev sendt på TV 2, blev Noack sågar kritiseret af Norskovs forbitrede førstedame, Jackie, (spillet af Anne Sofie Espersen): »Det er en fucking skam, du aldrig giver noget og aldrig kan mærke noget. Du kan ikke have relationer til andre mennesker!«
På dette tidspunkt i handlingen var det dog også blevet klart, at der er gode grunde til Tom Noacks reserverede holdning til kliken af sine gamle venner i Norskov. Der er nemlig stort set ingen af dem, der har helt rene hænder i byens kamp for at bringe sig helskindet ind i den postindustrielle, bæredygtige tidsalder.
Norskovs borgmester, Martin (spillet af Claus Riis Østergaard), tyr til bestikkelse for at hjælpe barndomsvennen Caspers byggevirksomhed i Norskov. Men forholdet mellem dem belastes, da Martin afslører, at han er den biologiske far til byens unge ishockeyhelt, Oliver, som Casper ellers har taget sig af.
Casper (spillet af Jakob Ulrik Lohmann) får derved en af seriens bedste scener, da han uden held forsøger at vinde Oliver tilbage ved at forære ham en motorcykel. Her viser serien sin samfundsbevidsthed, uden at det bliver bøjet i neon.
Bygmester Casper er nok byens dominerende hangorilla, der har kæmpet sig op fra social armod, men oppe på »bakken« i de store villaer med havudsigt vil de ikke for alvor acceptere ham som en af deres egne.
Den velkendte nordiske krimimodel, hvor karakterudredninger prioriteres over den stramt skrevne krimiintrige, videreføres her, og både den debuterende Mathias Käki Jørgensen i rollen som den forsømte Oliver og Jakob Ulrik Lohmann som den sårbart selvhævdende bygmester giver serien tiltrængt nærvær.
Tempoet er for langsomt til streaming
»Norskov«s afsluttende afsnit smider nogle ikke helt færdigudviklede idébrokker ud, (hvem er i virkeligheden Olivers far?) og skaber derved mere melodrama.
Overordnet kan det dog ikke helt kamuflere, at serien midtvejs lagde sig handlingsmæssigt i hængekøjen, hvilket måske giver mening i en tidligere medievirkelighed, hvor publikum tålmodigt afventer hvert nyt afsnit af en TV-serie med en uges mellemrum, og derfor bedre kan tåle et adstadigt tempo.
Problemet er imidlertid, at mange ikke længere ser serier på den måde, men streamer serier i klumper på tre til fire afsnit, og det kræver betydeligt højere tempo i afviklingen af handlingen. Her kunne TV 2 have skelet til den aktuelle »Broen III«, hvor der sker nye dramatiske forviklinger i hver anden scene.
TV 2s overordnede intention med at skabe et provinsdrama, der loyalt iscenesætter »Udkantsdanmark« indefra, er til gengæld lykkedes. Det har ofte været vanen i dansk film og TV at karikere provinsen, men det sker ikke her, på trods af at dialekterne ikke altid har siddet lige i skabet. Så helt towli har »Norskov« ikke været.
Hvad: »Norskov«.
Hvem: Manuskript: Dunja Gry Jensen. Skuespillere: Thomas Levin, Anne Sofie Espersen, Mathias Käki Jørgensen m.fl.
Hvor: Kan ses på TV 2 Play.