Baz Luhrmann er en filminstruktør med store armbevægelser. Han fortæller historier om altoverskyggende kærlighed – på tværs af skel, imod alle odds og ofte med et tragisk endeligt. Og han gør det med en stilistisk exces, der som en forførende regn af filmisk konfetti fylder én med stærke farver, smukke mennesker og virtuose kamerature gennem fantastiske kulisser, mens tidens toner brager løs for pludselig at blive afbrudt af øjeblikke med absolut nærhed og intimitet.
Tænk på film som »De forbudte trin« (1992), »Romeo & Julie« (1996) og »Moulin Rouge« (2001), og du er i den rette boldgade.
Men han balancerer også på en knivsæg. Når romantikeren Luhrmann er bedst, er det umuligt ikke at blive revet med af energien og overskuddet i historiefortællingen. Men på den anden side ligger tomhedens buldrende tønder hele tiden og lurer klar til at overdøve de gode intentioner.
Tragisk kærlighedshistorie
Luhrmanns seneste værk, en filmatisering i 3D af »Den store Gatsby«, åbnede onsdag filmfestivalen i Cannes og kastede med sin stjernebesætning anført af Leonardo DiCaprio den rette glitterglans over det sydfranske filmmekka. Og man forstår da også, hvorfor den flamboyante instruktør har rettet stilkanonen mod F. Scott Fitzgeralds store amerikanske roman fra 1925.
For her er i sin essens tale om netop en tragisk kærlighedshistorie, som udspiller sig i de brølende tyveres optursstemning, hvor værdipapirmarkedet brager, mens jazzen og den illegale sprut flyder. Skellet mellem rig og fattig er enormt, og samfundets hierarki og orden er i opbrud i takt med, at nye penge invaderer de gamle penges territorier og traditioner.
Midt i det hele har Fitzgerald placeret den jomfruelige og lidt godtroende Nick Carraway, bogens – og filmens – fortæller, der er rejst til østkysten for at prøve lykken som værdipapirsælger.
Han slår sig ned på Long Island, uden for New York på den fiktive pynt West Egg. Her bliver han nabo til den mystiske rigmand Jay Gatsby, der fra sit mægtige palæ holder ekstravagante fester for New Yorks rige. Fra sine stuer kan Gatsby betragte det grønne lys for enden af molen ved det hus på nabopynten East Egg på den anden side af sundet, hvor Nicks halvkusine Daisy bor. Hun er gift med Tom Buchanan, der er gamle penge til fingerspidserne med et blik, hvor arrogancen har brændt sig fast, og en elskerinde i Myrtle, tankpasseren Wilsons kone.
Den charmerende Gatsby vil have Nick til at føre ham og Daisy sammen. For fem år siden var de elskende, men Første Verdenskrig rev dem fra hinanden og drev Daisy i armene på Tom Buchanan, mens Gatsby – der i virkeligheden kommer fra fattige kår – brugte al sin energi på at lave hurtige penge og stige i status, så han kunne komme tæt på Daisy i håbet om at vinde hende tilbage.
Stilistisk ejakulation
Baz Luhrmann løfter sine replikker direkte ud af bogforlægget og Nick Carraways indre monolog, og han følger i det hele taget Fitzgeralds tekst ganske nøje helt frem til det store, tragiske endeligt, hvor maskerne – og Gatsby selv – falder til jorden. Gennem filmen mærker man da også poesien og den tidløse styrke i Fitzgeralds prosa.
I snart fyrre år – siden Jack Claytons filmatisering fra 1974 – har Robert Redford været det filmiske indbegreb af den enigmatiske Jay Gatsby. Leonardo DiCaprio – Luhrmanns Romeo og nu også hans Gatsby – står distancen som arvtager og formår at holde nogenlunde sammen på et ensemble, der med Tobey Maguires enstrengede Nick Carraway og Carey Mulligans indtagende Daisy, skal finde sig til rette i instruktørens filmiske amokløb.
For stilistisk går Luhrmann all in. Han viser os 1920ernes New York, de overdådige rigmandshuse, løsslupne fester og det trøstesløse ingenmandsland, hvor tankpasseren og hans kone holder til, i sin vanlige hyperrealistiske stil – der nu bogstavelig talt har fået en ekstra dimension – og lader datidens jazz afløse af nutidens hiphop og R&B. Men det bliver for meget af det gode, for forceret, og Luhrmanns mange visuelle trick og stilistiske manerer bliver gentaget igen og igen – som en dørsælger, der ikke accepterer et nej, men bliver ved med at ringe på.
Intim inderlighed
På én gang vil Luhrmann være så tro som muligt mod Fitzgeralds tekst, mens han samtidig forsøger at transcendere den med sin egen stilisme.
»Kom nu, føl moderniteten i denne fantastiske historie, bliv nu revet med,« synes han at skrige ud igennem hvert eneste billede, mens resultatet langt hen ad vejen bliver det modsatte, og vi trækker os tilbage i den kølige betragters rolle.
Det er møgærgerligt. For når romantikeren Luhrmann er bedst, formår han virkelig at skabe intim inderlighed midt i stilkanonens ejakulation – og der er da også enkelte scener i »Den store Gatsby«, hvor følelserne og intimiteten mellem DiCaprios Gatsby og Mulligans Daisy trænger ind bag 3D-brillernes skjold.
Desværre er det langtfra nok til at få tønderne til at holde op med at buldre.
Hvad: »Den store Gatsby«
Hvem: Instruktion: Baz Luhrmann. Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Tobey Maguire, Carey Mulligan m.fl.
Hvor: Premiere over hele landet.
