Når kunst trumfer venskab og kærlighed

Det komplekse venskab mellem Cézanne og Zola er omdrejningspunktet i lovlig smagfuld kunstnerfilm.

Cézanne og Zola. Fold sammen
Læs mere

Fransk film er stærke følelser, nøgne kvinder, rødvin, bohemeliv og Den Store Kunst. Og alt sammen iscenesat i Paris eller Provence.

Den slags fordomme er ulidelige. Men Danièle Thompsons 1800-talsdrama »Cézanne og Zola« er faktisk alt dette og fortæller historien om, hvordan maleren Paul Cézanne og forfatteren Émile Zola blev de titaner, de er i dag. Ikke bare i Frankrigs kunsthistorie, men i Vestens.

På fransk hedder »Cézanne og Zola« »Cézanne et moi«, hvilket er mere retvisende, idet filmen oftere har fokus på den post-impressionistiske maler end mod den naturalistiske forfatter, der solgte forrygende godt.

Det gjorde Cézanne ikke. Han kæmpede for at finde et nyt formsprog og var samtidig så besværlig, at han spændte ben for sig selv. Men de to knyttede allerede bånd som børn, hvor Cézanne beskyttede Zola, mens det senere i livet forholdt sig omvendt.

»Cézanne og Zola« følger dem gennem livet, hvor venskabet bliver mere komplekst, og hvor ømhed blandes med misundelse.

Det er et emotionelt spejlkabinet, hvor Cézanne gentagne gange besøger Zola i hans imposante hus, men hvor de er ved at bytte roller: Cézanne er på sporet af det sublime, mens Zola er ved at tørre ud og ikke længere er velanset blandt mændene på parnasset, »de vigtige fjolser«.

Dramaet er noget altmodisch i sin fortællestil, og kvinderne ikke stort andet end rekvisitter. Historien er dog ganske interessant, og det samme kan siges om Guillaume Canets og Guillaume Calliennes portrætter af henholdsvis Cézanne og Zola.

Og til forsvar for kvindernes perifere roller skal det siges, at sådan så de to dem. Som »noget« ved siden af kunsten: hvilesteder, seksuelle mål, husholdere, samtalepartnere.

Cézanne og Zola var først og fremmest optaget af at male og skrive, og filmen viser også, hvordan de begge var en slags kannibaler; hvordan de fortærede alt og alle og stjal fra livet for at give kunsten farve og power.

»Brutale« er ordet, der bliver brugt om dem et sted. Det er sandt. Også selv om filmen formidler pointen på en lovlig smagfuld facon.

Cézanne og Zola. Instruktør: Danièle Thompson. Medvirkende: Guillaume Canet og Guillaume Callienne. Premiere over hele landet.