Lige siden de store stumfilmsucceser i Hollywood fra 1910erne og 1920erne blev genindspillet med lyd i 1930erne, har verdens filmmetropol levet af en vis mængde genbrug. Den traditionelle måde at genbruge de bedste og mest slidstærke ideer på har været at vente til en ny generation er vokset op, før man har genstartet - eller »rebootet«, som det hedder derovre - den samme filmserie med nye instruktører og skuespillere og ganske ofte med ny teknologi. Et sted mellem to og tre årtier har været det normale tempo.
Det handler først og fremmest om at minimere risikoen for fiasko - sådan fungerer Hollywood, hvor det, som i enhver anden stor virksomhed, handler om at tjene penge. Og eksemplerne er mange. I nyere tid er for eksempel en stribe gyserfilmklassikere fra 1970erne og 1980erne blevet relanceret - »Motorsavsmassakren«, »Maskernes nat« m.fl. Men en »genstartning« kan også komme på tale, når en filmserie er kommet lidt for dårligt fra start - det er f.eks. sket med »The Hulk« inden for det seneste årti.
Superheltene fra både Marvel og DC Comics egner sig voldsomt godt til forvandlinger til blockbusterfilm. De har genkendelige ikoner, og tegneserierne er i sig selv rebootet så mange gange, at der er masser af materiale at lade sig inspirere af. »Spider-Man« var på banen allerede i 1970erne, men det var i en B-filmudgave med lille budget, som de fleste har glemt for længst. Langt bedre gik det, da Sam Raimi fik et stort budget og frie hænder til at relancere superhelten i 2002. Med ungdommelig panache fra en stribe genrekloge underholdningsbomber som »Evil Dead« og »Darkman« og en efterhånden rimeligt veludviklet computerteknologi svingede »Spider-Man« sig rundt i bygningerne i New York på en langt mere overbevisende facon, og filmen omsatte for over 800 mio. dollar på verdensplan. En endnu bedre film fulgte, men det rent kvalitetsmæssigt gik knap så godt med den tredje film i serien. Ingen havde lyst til at kaste sig ud i en fjerde film lige med det samme, og man så tiden an - selv om indtægterne stadig var i top.
Sam Raimi havde planlagt at lave sin fjerde film i serien med premiere sidste år, men i løbet af 2010 erklærede han, at han ikke kunne nå at blive klar med sin kunstneriske integritet i orden, og derfor valgte Sony og han at gå hver til sit, og allerede året efter valgte Sony at reboote »Spider-Man«.
Det synes generelt at klø i fingrene i Hollywood for at reboote hurtigere end tidligere, og manøvren har efterladt fans af de tre forrige film skeptiske og i lidt af et tomrum. Inklusive undertegnede.
»Det værste ved at blive gammel er, at det ustandseligt snart er jul.« De vise ord ytrede Poul Reumert - det største fyrtårn gennem tiderne i dansk film og teater engang.
»Det værste ved at blive ældre som filmanmelder er, at man i Hollywood ustandseligt genstarter enhver filmfranchise, der kan tjenes penge på,« fristes man til at tilføje.
Styrker og svagheder
Normalt går der altså mindst en generation imellem, at den slags sker. Men det kan jo være svært at nære sig for at ville tjene penge, når man har så solid en superheltetegneserie fra Marvel som »Spider-Man« at stå på skuldrene af. Så nu foreligger »The Amazing Spider-Man«, der da heldigvis også en ret god film med sine egne fortrin, men samtidig ligger dele af den forbløffende tæt opad de tre film fra 00erne.
Lad os tage forbedringerne først. Andrew Garfield (»Boy A«) i hovedrollen som Peter Parker gør det en smule bedre end Tobey Maguire, fordi han er elskelig og kluntet på en måde, der er lettere at identificere sig med. I det hele taget er filmen en hårsbredde mere karakterdrevet end Sam Raimis, og det må tilskrives instruktøren Marc »(500 Days) of Summer« Webb. Til gengæld var Raimis film morsommere. Computeranimationen er blevet mere smidig i løbet af det sidste årti, så Spider-Mans bevægelser i byrummet er næsten ikke kluntede længere, og den tekniske landvinding suppleres af et interessant stileksperiment. Farverne er trukket så meget ud af det visuelle indtryk, at det nye New Yorker-univers virker mere dyster end tidligere, og det er ment som en ros. Det er som om, byen har taget farve efter stemningen post 9/11, hvor Raimis første film især var mere pastelfarvet. Der er også et element af postapokalyptisk sammenhold i en sidehistorie om en gruppe af byens kranførere, der lige så godt kunne være brandmænd.
Men der er også irritationsmomenter i »The Amazing Spider-Man« - hvorfor kalder man sig i øvrigt »Amazing«, er det ikke op til os andre at vurdere, om det er tilfældet? Nå, fred være med det, det værste er gentagelserne. Når det kun er ti år siden, at den sidste »Spider-Man«-serie begyndte, virker historien om Peter Parkers barndom hos Onkel Ben og tante May som noget overflødig, men det vil billetkøbere under 20 år måske ikke se helt på samme måde? Men blot et årti mellem to filmserier er på mange måder lader lige lidt tilbage at ønske i forhold til overraskelsesmomenterne og det spektakulære i hele affæren.
Kedelig skurk
Den anden mest iøjnefaldende svaghed ved den nye film er dog skurkeskikkelsen, Dr. Connors (Rhys Ifans). Han er Peters fars gamle forskerkollega. Dr. Connors’ forskning går amok, så han forvandler sig til et kæmpestort firben, der ødelægger byen. Firbenet, eller øglemanden som han mere ligner, er desværre en ret anonym kreation, der ikke vil blive stående i hall of fame over Spider-Mans mest spændende modstandere. Samtidig er det forbløffende lidt, filmmagerne får ud af, at vi skal tvinges til at sidde med 3D-briller på i biografen. Dybden i rummet udnyttes ikke til at hjælpe Spider-Man til at blive mere spektakulær, og mange gange føler man, at filmen går følelsesmæssigt i stå, når actiondelen for alvor sætter i gang.
Historien minder i øvrigt om den i »Spider-Man« fra 2002 blot med den forskel, at Emma Stone nu er med som Gwen Stacy og Kirsten Dunsts Mary Jane Watson er historie. Når »The Amazing Spider-Man« virker rimeligt godt så kort tid efter tre andre fine film om samme helt, viser det mest af alt, hvor solid en tegneserietradition, man står på, end at den nye film er meget mere end solid underholdning, man kan indtage til sine popcorn.
