En tyrkisk kvinde dør en brat og absurd død i Tyskland. Senere dør en tysk kvinde en pludselig og meningsløs død i Tyrkiet.
På den måde kan der siges at være en form for tragisk symmetri i Fatih Akins bietniske »På himlens kant«, hvis tre akter ellers ikke er formet som en tragedie, men snarere som en humanistisk funderet beretning om lighederne mellem tyskere og tyrkere og modsætningerne inde i det enkelte tyske eller tyrkiske menneske.
Dette er en film om tolerance, engagement og vigtige moralske valg, men det er ikke helt så højtideligt, som det lyder, for filmens stil er præget af jordnær realisme og bliver sjældent højtravende eller retorisk.
Den vidtløftige handling er svær at referere kortfattet. Det må være nok at nævne, at en tyrkisk enkemand i Bremen slår pjalterne sammen med en moden prostitueret. Manden har en voksen søn, som er universitetsprofessor i Tyskland, mens den prostituerede har en ung datter, der er medlem af en forbudt politisk organisation i Tyrkiet. Datteren flygter til Tyskland og får dér en nær veninde, som siden rejser til Tyrkiet, og hvis mor er den kalejdoskopiske fortællings sjette hovedperson.
Det er heller ikke så indviklet, som det måske lyder. Der sker meget i »På himlens kant«, men det fortælles klart og overskueligt, hvad der ganske vist som uheldig bivirkning afslører, at handlingen i høj grad er en konstruktion, som lader personernes skæbneveje krydse hinanden – eller på afgørende vis netop ikke krydse hinanden – på en lidt for udspekuleret måde.
Ses med velvilje
»På himlens kant« har ikke den samme rå og overrumplende power som Fatih Akins gennembrudsfilm, den Guldbjørn-belønnede »Mod muren«, men er på én gang mere ambitiøs og mindre helstøbt, fordi den har en vis tendens til at fortabe sig i ikke voldsomt vigtige detaljer.
Dog er dette en film, som man ser med betydelig velvilje, for den er fyldt med generøs sympati for sine personer og ligner sågar en ren idyl i sin skildring af et tyrkisk fængsel (især hvis man husker Alan Parkers »Midnight Express«), ligesom et lesbisk kærlighedsforhold beskrives med den yderste diskretion. Netop på grund af det høviske tonefald kommer de to voldelige dødsfald som regulære chok, men filmens halvt resignerede og halvt optimiske konklusion bliver alligevel, at livet jo skal gå videre og trods alt er værd at leve.
Godt behandlet
Den engang forførende Fassbinder-stjerne Hanna Schygulla spiller bekymret mor og ligner (ak og suk) i dag en robust bondekone, men ligesom de øvrige medvirkende udfylder hun sin rolle loyalt og uden overspil.
»På himlens kant« er i alle henseender det modsatte af skabagtig – hvad der formentlig var årsagen til, at Akin lidt overraskende blev hædret for bedste manuskript på årets festival i Cannes – og dens langtfra fatale svagheder som realistisk moralsk fabel er dels dens hældning mod det omstændelige, dels dens præg af nøje tilrettelagt skæbne-puslespil.
Altså begejstres man ikke som for »Mod muren«, men man føler sig – også ved et gensyn – ordentligt behandlet af en seriøs filmkunstner, som sætter pris på sine medmennesker og respekterer sit publikum.
