Når amerikanere drømmer

American Honey, stillfoto. Fold sammen
Læs mere

»We found love in a hopeless place«, synger Rihanna i radioen, og Star og Jake synger med. Det er ikke tilfældigt, for netop de to udgør den romantiske aksel i »American Honey«, hvor hun er flygtet fra overgreb og trailerpark for at slutte sig til ham og et lille team af outsidere, der kører USA tyndt i en minibus og forsøger at snyde penge fra folk.

Via det set-up kan instruktør Andrea Arnold i samme bevægelse skildre gruppedynamik, et turbulent forhold og et land, der virkelig er et »hopeless place«. De fattige er ludfattige, de rige stenrige, men Arnold er aldrig fordømmende og tegner i det hele taget er et meget nuanceret portræt af mennesker og land.

En voldtægt lurer eksempelvis hele tiden, når Star – suverænt spillet af Sasha Lane – opsøger mænd med sit fupnummer, men de er ikke nogle svin, bare almindelige mennesker, der som Star og Jake drømmer om et andet liv, og Arnold skildrer dem alle i et realistisk-sanseligt filmsprog a la Jane Campion.

Når »American Honey« alligevel ikke er 100 procent vellykket, skyldes det længden – 163 minutter – og at flere scener synes at være gentagelser at tidligere scener. Samt at snart sagt hvert eneste af dem er belagt med musik. Det er udvendigt og unødvendigt. I en ellers stærk film.

Hvad: American Honey Instruktør: Andrea Arnold. Medvirkende: Sasha Lane, Shia LaBeouf. Premiere i hele landet.