Mystisk duftfilm får nyt liv i København

En af filmhistoriens mest bizarre opfindelser, duftsystemet Smell-O-Vision fra 1960, relanceres i næste uge i København.

En duft af kvinde? Skuespilleren Diana Dors lægger krop til filmen »Scent of mystery«, der får repremiere i København efter 55 års glemsel. Foto: Cinemateket. Fold sammen
Læs mere

En af filmhistoriens mest mystiske teknologier bliver i næste uge præsenteret i Cinemateket i København, 55 år efter at den første gang blev præsenteret for et amerikansk publikum.
Under næste uges Cinerama-festival i Cinemateket kan man opleve hele syv film lavet i det såkaldte ultra-bredformat, og én af visningerne bliver historisk. Torsdag den 22. oktober bliver duftfilmen »Scent of Mystery«, der var den første og sidste film lavet i det navnkundige Smell-O-Vision-format, nemlig genoplivet for offentligheden.

- Ingen ved præcist, hvordan filmen egentlig dufter, men vidner fra filmens første visning i 1960 beskriver oplevelsen som »berusende«, siger Cinematekets programredaktør Rasmus Brendstrup.

Genoplivningen af den mangeduftende film er sket takket være et hold af filmhistoriske ildsjæle i Australien, USA og Frankrig, som har konsulteret duftspecialister og som i årevis kæmpet for at stable en relancering på benene.

- Det er ekstremt udfordrende og ret bekosteligt, siger Saskia Wilson-Brown, der har grundlagt Institute of Art and Olfaction i Los Angeles og er en af hovedkræfterne bag visningen.

I 2015-udgaven af Smell-O-Vision bliver publikum en mere aktiv deltager, ligesom antallet af forskellige dufte er cirka halveret, da erfaringerne fra den første visning viste, at for mange dufte havde en tendens til at overvælde publikum, hvis de da ikke ligefrem fremkaldte kvalme. Ikke desto mindre kræver repremieren i København seks medhjælpere, der aktiviterer de relevante dufte på de rigtige tidspunkter i filmen.

- At forberede duftene er en videnskab i sig selv, og i dag bruger man så vidt muligt naturlige dufte snarere end syntetiske blandinger. Næsen kan man ikke snyde i modsætning til øjet. Hvis noget ikke dufter som det skal, bemærkes det med det samme, siger Rasmus Brendstrup.

Duftfilmen udsprang af 1950’ernes og 1960’ernes filmkrise. Det gjaldt om at trumfe det voksende TV-forbrug og lokke amerikanerne tilbage i biograferne. Man forsøgte sig bl.a. med 3D, med flere sammenflettede biografbilleder for at skabe ekstra bredde – og med duftfilm!

- Jeg håber, det bliver hvad man vil kalde en scent-sation! udtalte den legendariske Hollywood-producer Mike Todd, Jr., da han i 1960 lancerede Smell-O-Vision med »Scent of Mystery«.

Filmens krimi-plot foregår i Sydspanien og handler om smuk rigmandsarving, skumle mordplaner og en tilrejsende forfatter med kriminalhistorier som speciale. Stjerner som Peter Lorre, Denholm Elliot og Elizabeth Taylor blev hyret.

- ’Scent of Mystery’ var weird, men også visionær. Duften blev brugt medfortællende: Ser man en person drikke kaffe, men kan dufte bourbon’en i koppen, får man en bonusviden, som lyd og billede ikke giver i sig selv. Og netop fordi det er en kriminalhistorie, kan den slags informationer være af afgørende betydning. Filmen er tydeligt skrevet omkring dette duft-’soundtrack’, siger Rasmus Brendstrup, programredaktør i Cinemateket.

Som pilotprojekt betragtet er det utroligt gennemført. Men Smell-O-Vision var en gimmick i en skala, der ville have fået de fleste investorer til at flygte i panik – med god grund. »Scent of Mystery« kørte en tid under titlen ’Holiday in Spain’, men uden duft og derfor med meningsløst langtrukne nærbilleder af bl.a. nybagte brød, indtil den blev helt glemt.

Man designede og installerede særligt biografudstyr i New York, Los Angeles og Chicago til denne ene film. Selvfølgelig i et håb om, at en succes ville få flere film til at følge. Man havde op gennem 1950’erne lavet film i ultra-bredformatet Cinerama, der viste sig nogenlunde langtidsholdbart. Filmene blev også vist i specialbyggede biografer i København.

Men trods store armbevægelser fra Mike Todd og masser af PR – bl.a. det ikke uefne slogan »First they moved! Then they talked! Now they smell!« – blev »Scent of Mystery«-premieren en fiasko. Billedsiden fik roser. Men mekanikken, der skulle forløse duftene, var både støjede og ustabil. For nogle publikummer var duftene for vage, for andre vamle. Mike Todd producerede ikke en film de følgende 19 år.

Australske Tamara Burnstock er en anden ildsjæl bag projektet. Hun rejser fra Sydney til København for penge, hun selv har fundraiset.Simpelthen fordi hun er grebet af ideologien bag ’Scent of Mystery’ og ser relanceringen som en måde at »genvække interessen for duftfilm.«

Potentialet er måske større end man skulle tro. Ifølge BBC er mobiltelefonskærme med duftimpulser på tegnebrættet.

Amerikanske Dave Strohmaier og Randy Gitsch, der kommer til København i forbindelse med visningen, har stået bag det møjsommelige restaureringsarbejde med både denne film og de øvrige ultra-bredformatfilm fra perioden 1951-66, der bliver vist under Cinerama-festivalen.

Med få undtagelser er disse film er ikke vist offentligt i mere end 50 år, da ingen af de oprindelige biografer eksisterer længere. Men Strohmaier og Gitsch har fået shinet filmene op, perspektiv-korrigeret til vores dages biografer med mere fladt lærred (deraf den buede billedkant for oven og for neden) og lavet til digitale kopier med 5.1-stereolyd. Det samlede spænd var 146 grader, cirka det samme som det menneskelige synsfelt. Konceptet var vanvittigt – men det virkede.

Man filmede alt det, som gav det største sug i maven. Publikum var ekstatiske – de var jo med om bord! Også i København kunne man rejse med, nemlig i det daværende Kinopalæet på Gammel Kongevej – og periodevis i bl.a. et særligt ombygget Forum.

- Jeg glæder mig meget til at vise de her film for et nutidigt publikum. Det er en bizar kombination af IMAX-effekt og retro-charme. Filmene er fejende flotte i sig selv, men udgør også en tilbagevenden til en tid med brylcreme, telegrafmaster, piberygning og automobiler med skinnende fælge. Og så er de meget forskellige: Her er tundra og sydhavsøer, skiftevis fart over feltet og tid til sansning, siger programredaktør Rasmus Brendstrup.