Musik som medicin

Rockmusik fra slutningen af 1960erne helbreder delvist hovedpersonen i »The Music Never Stopped« og holder biografgængerne inde i det godmodige drama.

En aften i slutningen af 1960erne kører situationen op i en spids i familien Sawyer. Da far Henry og sønnen Gabriel var en lille dreng, havde de et fællesskab i musikken. Vel at mærke den pop- og jazzmusik far kunne lide. Da Gabriel får sin egen smag og lytter til flower power-musik og syrerock, magter Henry ikke situationen længere og det kommer til konfrontationer. Hvad er der blevet af den lille venlige dreng?

Det ender med, at sønnen skrider fra en noget indskrænket far (J.K. Simmons) - og en undertrykt mor - og de ser ikke hinanden før 20 år senere. Da Gabriel (Lou Taylor Pucci) bliver fundet som bums i New Yorks gader, og det viser sig, at han har en hjernetumor. Efter en stor operation er han ikke sig selv længere og nu må de noget ældre forældre begynde forfra. Ved et tilfælde opdager de musikterapi, og det viser sig, at der er en vej ind til sønnen gennem musikken. Sønnens musik. Derfor må farmand åbne sig overfor den rockmusik, han i virkeligheden ikke kan udstå, hvis han vil i kontakt med sin søn.

Dramaet lever i kraft af musikken og i kraft af de gode skuespillerpræstationer. J.K. Simmons har skruet ned for sig selv i forhold til de typiske biroller som for eksempel avisredaktør, og det klæder ham. Lou Taylor Pucci spiller en syg Gabriel noget endimensionelt, men han er jo også syg, så det er lidt sværere at vurdere hans talent alene på den her rolle. Hovedtemaerne om at relationerne mellem forældre og teenagebørn og sygdom i familien er relevante til alle tider. Presset på tårekanalerne er derfor indlysende, måske for indlysende, men man overgiver sig alligevel.

Og så er »The Music Never Stopped« fantastisk godt hjulpet af selve musikken, der er original hele vejen igennem. Grateful Dead i stor stil, en del Bob Dylan og enkelte sange med The Beatles, The Rolling Stones og Buffalo Springfield. Musikken løfter filmen, men det samme kan ikke helt siges om genskabelsen af ungdomsscenerne fra 1968 og en koncert med The Grateful Dead med skuespillere både i salen og på scenen. Selv om musikken aldrig stopper, så mangler det godmodige drama i sidste ende et niveau af autenticitet, determination og måske desperation for at blive essentiel frem for bare god.