Hvad er hiphop? Så meget mere end musik, det er dans, grafitti, tøj, rapmusik, pladespillerakrobatik, sprog og det er konkurrence og religion.
Men frem for alt er det en ny vej, og det i disse dage kan ses på årets Natfilm Festival.
I hvert fald var det en ny vej, da kulturmyriaden op igennem firserne voksede fra udendørs gadefester med Kool Herc med plader og soundsystems i Bronx. Og videre til de hvide og deres klubber rundt omkring i New York og derfra ud til resten af verden. Film, musik, billedkunst, dans, teater, poesi - hiphop er på et kvart århundrede blevet en milliardindustri.
Det tænker man ikke umiddelbart over, når man ser rappere med guld og diamanter og lytter til deres alt for ofte møghamrende banale tekster om vold, ludere og champagne. Men der var engang. Og dem der var lige netop dér, medvirker så godt som alle som én i Paul Kells fine dokumentar »Five Sides Of A Coin« om hiphoppens historie frem til starten af den kommercialitet, som efterhånden betyder mere for de fleste end selve det kunstneriske aspekt. Legenderne taler romantisk om hjerteblod, ogkøber man den præmis, det ensidige glansbillede, er »Five Sides....« en glimrende røverhistorie om arnestedet, barneskoene og de første uskyldige skridt.
Historien om Johnston
I USA har Jeff Feuerzeig jagtet historien om en efterhånden verdensomspændende myte, sangeren, kunstneren og sangskriveren Daniel Johnston. En mand der allerede ganske tidligt udlevede sin kunstneriske begavelse ud i musikken, tekstskrivningen og såvel billed- som filmkunsten. Som en anden Brian Wilson eller måske mere rammende, Syd Barrett, bliver geniet både maniodepressiv og skizofren.
Han får sine chancer. Mens han er indlagt på en psykiatrisk anstalt, forhandler han med to af verdens største pladeselskaber - udelukkende fordi Nirvanas Kurt Cobain har haft en t-shirt på med hans navn i flere måneder på TV og på billeder i blade.
Historien er lang og bestemt alt andet end den om lige landevej og happy end. Johnston lever stadig og turnerer med sine sange. Hans musik sælges via kassettebånd over nettet, og hans tegninger har været udstillet over hele verden. Men han er i bund og grund en tragisk skæbne, hvor geniet har lidt mindre plads at være på end galningen.
Det er glimrende, omend noget lang, dokumentarisme om en mand, hvis sange bl.a. er blevet fortolket af så store navne som Pearl Jam, Beck, Wilco, Mercury Rev m.fl. Altså de ypperste amerikanere i tiden.
Billedmaterialet går helt tilbage fra dengang, hovedpersonen endnu var som folk er flest. Det er en hårfin skæbneberetning, som naturligvis fanger endnu mere, hvis man kan forestille sig musikalske helte som Dylan eller Lennon udsat for svære LSD-skavanker. Faktisk var Daniel Johnstons store drøm at genforene Beatles og bruge dem som sit helt eget backingband.
Rasende rap
Råt for usødet gives der i Anat Halachimis fabelagtige »Channels Of rage«, der beskriver Israel/Palæstina-konflikten ved at følge to rappere, Tamer og Subliminal, som fra hver deres side af konflikten bruger rapmusik i stedet for våben til at kæmpe deres slag.
Det er en fremragende film om selve konflikten, og vi får her et nært indblik i, hvor ufattelig den er, hvordan den bare sidder og æder generation på generation op indefra. men det er også en film om potentiel tilgivelse og om hvordan unge kreative faktisk kan gøre en forskel, hvis de viser sig store nok til at tale sammen, gå på komromis og endelig tilgive, som Tamer gør ved kombattanternes sidste møde på en afsidesliggende parkeringsplads.
