Morsom og spændende

Film. »Rene Hjerter« Kenneth Kainz' »Rene Hjerter« er en prægtig oplevelse og årets hidtil bedste danske film.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Hvor ofte oplever man en film, der er både morsom, bevægende, original og sindssvagt spændende - samt oven i købet dansk?

Nej, ikke særlig tit, men her er den, og vi hylder med begejstring det formidable nye talent Kenneth Kainz og hans debutspillefilm »Rene Hjerter«, som fortæller den fantastiske historie om en mands ihærdige søgen efter en kvinde, som strengt taget ikke eksisterer.

Den 28-årige Kriss er patient på en psykiatrisk institution, hvor han sammen med sin ven Willy helst ikke bestiller andet end at sidde og se den gamle danske film »Rene Hjerter« om den søde Lindas farlige skæbne. Hun kommer renskuret ude fra landet ind til den store by, hvor hun snart falder i dårligt selskab, og på et tidspunkt retter hun fortvivlet en pistol mod sin tinding - hvad der herefter sker, ved Kriss ikke, for præcis på det tidspunkt slukkede hans mor brat for TV-apparatet og afbrød dermed hans videooptagelse af filmen.

Men så finder Kriss ud af, at Linda fremstilles af skuespillerinden Ulla Vilstrup, og han flygter dramatisk fra institutionen sammen med Willy for at finde og beskytte hende. Og mens Kenneth Kainz' film helt fra begyndelsen er rørende, bliver den efter en halv times tid også foruroligende - vold udøves, blod flyder, og den charmerende uskyld, som trods alt præger den gamle film, lader sig ikke opdrive i den barske nutid.

Ret meget mere bør vi ikke røbe om den lifligt uforudsigelige handling, som den eminente replikskaber Kim Fupz Aakeson har konstrueret med saftspændt veloplagthed. Men det er en fornøjelse at følge både den godmodige, let retarderede Kriss, der helt enkelt deler verden op i gode og onde mennesker, og den bedårende Linda i den indlagte sort/hvide film - som med sin smukke og stemningsfulde elegance demonstrerer, at Kenneth Kainz kan lave bedre film fra 1950erne, end de kunne i 1950erne.

At han er en spændende filmskaber, demonstrerede han allerede i 1999 med sin prægtige Filmskole-afgangsfilm »En sjælden fugl«, og nu er han så heldig - eller klog - at arbejde sammen med både den begavede Aakeson og den uforlignelige Anders Matthesen, der jo tidligere har ydet en stor (men usynlig) præstation i den computeranimerede »Terkel i knibe«, og som spiller Kriss, så han virker barnlig og enfoldig uden at blive klæbrig eller pinlig. Fornemt gjort.

Som den uskyldsrene, men af fordærv stærkt truede Linda i filmen i filmen viser Laura Bro, at hun ligesom sin bror Nicolas Bro besidder et både stærkt og følsomt talent. Morten Suurballe gør Willy til en mand, som man på én gang er bange for og har ondt af, og flere bifigurer er ligeledes bemærkelsesværdige. For eksempel spiller Niels Skousen en psykiatrisk patient, der lyder som en filmanmelder, det er rablet totalt for - det er morsomt - mens Jesper Christensen fremstiller en galning, som får hans dranker i Per Flys »Bænken« til at ligne indbegrebet af nydelig normalitet - det er skræmmende.

Skiftene mellem nutid og fortid og mellem Kriss' liv og scenerne fra hans yndlingsfilm er teknisk sikkert håndteret, og den stadige vekslen mellem farver og sort/hvid giver »Rene Hjerter« en visuel spændstighed og en afvekslende karakter, som gør handlingen livlig og elastisk.

Skal man nævne en lille svaghed ved denne usædvanlig vellykkede film, må det blive, at flashback-scenerne med Kriss og hans hårdhjertede mor - heftigt spillet af Lisbet Dahl - er lovlig melodramatiske. Men man kan argumentere for, at sådan husker Kriss dem, og indvendingen er kun beskeden over for en film, der kan få selv garvede gubber til at snøfte, da Kriss endelig finder skuespillerinden Ulla Vilstrup i værdig skikkelse af Helle Hertz, der jo i virkeligheden er mor til Laura Bro, så alting passer perfekt sammen, og filmen kan finde sig en slutning, som hverken er rosenrød happy ending eller kulsort tragedie.

»Rene Hjerter« er så velskabt og underholdende, at vi uden at glemme glimrende titler som Niels Arden Oplevs »Drømmen« og Pernille Fischer Christensens »en Soap« godt tør udnævne Kenneth Kainz' debutværk til årets (indtil nu) bedste danske film og tilføje et strengt formanende: Se den! SE DEN!

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Klik her for at skrive din anmeldelse