Den sande historie om mordet på den amerikanske OL-guldmedaljevinder Dave Schultz i 1996 er en af den slags fortællinger, der tigger om at blive filmatiseret. Men ingen havde kunnet forvente en så prægtig forsamling af skuespilpræstationer, som den Bennett Millers »Foxcatcher« kan byde på. Ikke mindst fra komikeren Steve Carell, der leverer en underspillet rigt udbygget karakter, der fuldstændigt sætter parentes omkring hans tidligere komedier.
Steve Carell, her udstyret med en kæmpe kunstig høgenæse og en gusten teint, spiller John Eleuthère du Pont, en kuriøs og hovedrig excentriker, der både er respekteret ornitolog og generøs mæcen for amatørsport i USA. Han kaster sin kærlighed på den klassiske græsk-romerske fribrydning, og investerer en del af sin formue på at skabe et uovervindeligt olympisk hold. Udadtil fordi han hylder de ædle olympiske idealer, og ser dem som en måde at genrejse det USA, han anser for degenereret, men måske handler det det i lige så høj grad om at han er uerkendt homoseksuel.
John Eleuthère du Pont overtaler den olympiske guldvinder i brydning, Dave Schultz, til at bistå ham i at oprette det topmoderne træningscenter »Foxcatcher« på sin ejendom i Delaware. Her skulle de i fællesskab samle USAs bedste talenter inden for sporten og træne dem til ny medaljesejre. Dave Schultz’ bror Mark, der også var OL-guldvinder, blev tilknyttet centeret.
Alt er sådan set godt, bortset fra at milliardæren selv synes han er en større sportsmand end nogen af brødrene og begynder at blande sig direkte i træningen. De ydmygede brødre finder sig i det, også at han vækker dem midt om natten for at øve tæt mand-mod-mand kamp i den mørkelagte træningssal. Ved opvisningskampe betaler milliardærens håndlangere gamle brydere for at tabe til John Eleuthére du Pont, mens de rigtige brydere skamfuldt må se væk.
De tåkrummende scenarier giver Steve Carell mulighed for at vise sig som en fremragende kropslig skuespiller i al sin utilstrækkelige ynkelighed, mens Channing Tatum og Mark Ruffalo, i rollerne som Mark og Dave, til gengæld får demonstreret at de har tilbragt mange timer med at smide hinanden rundt på brydernes gulvmåtter, som forberedelser til filmen. Hvis man tænker “The Wrestler” med Mickey Rourke har man en fornemmelse af den overlegne fysiske kontrol, som skuespillerne har indtaget deres roller med, men tilføjer tillige et symbolsk lag, hvor deres kropsbevægelser formidler determination, broderlig kærlighed og stigende desperation.
Steve Carell har klogeligt valgt at lægge lang afstand til sine tidligere komiske roller, og det lykkes med bravour at skabe en mangefacetteret karakter, der formentlig vil bringe skuespilleren helskindet over i de seriøse film fremover. Samtidig er forvandlingen så slående og så uhyggelig, at den bliver en del af John Eleuthère du Ponts uhyggelige forvandling fra almindeligt rigmandsmegaloman til regulært paranoid-skizofren.
Man leder måske forgæves efter et overordnet budskab i filmen, medmindre det er, at mennesker bruger sport som identitetsskaber på mangfoldige måder, men skuespillet er i sig selv rigeligt til at holde interessen fanget.
Se trailerne til Foxcatcher:
Ser du med fra mobilen? Så kan du se videoen her.
