Pixar var i mange år det moderne Disney med originale animationsfilmideer med en sjældent set slidstyrke i hver eneste film. Det høje niveau kunne ikke blive ved, og i dag er Pixar en del af Disney. De nye film er knap så originale, og det er blevet tid til at følge op på nyklassikerne.
Hvad: Monsters University.
Hvem: Instruktør: Dan Scanlon.
Hvor: Premiere i hele landet.
Fortsættelserne til »Toy Story« er fantastiske, mens »Cars 2« lugtede fælt af inspirationskrise. Den nye Pixar-film, »Monsters University«– fortsættelsen til »Monsters, Inc.« fra 2001 – lander midt imellem. Og heldigvis en smule til den gode side.
At møde Mike og Sullivan igen er som at få besøg af gode gamle venner, som man ikke har lyst til at smide ud. Men det er samtidig klart, at det ikke er i den her Pixar-film, vi finder noget voldsomt originalt.
Mike, den lille vakse runde fyr med ét stort øje, og Sullivan, den store venlige blå skræmmebamse, møder hinanden på Monster-universitetet, hvor de begge to har hovedfag i kunsten at skræmme menneskebørn. Den første film havde udtømt potentialet i det tema, så det er en god idé at forsøge sig med en prequel – en film der foregår før originalen. I stedet for mere af det samme får vi en historie om at forfølge sin drøm. Moralen er, at man godt kan blive det, man allerhelst vil, selv om man måske ikke lige får den helt rigtige uddannelse undervejs.
Parodien på universitetslivet er morsom, selv om den hælder til den amerikanske side, og som bund under de mere actionprægede løjer på campus er der indflettet en serie små underfundige vittigheder. »Monsters University« præsenteres i biograferne med en charmerende kortfilm, hvor paraplyer, tagrender og nedløbsrør i New York får musikalsk liv. Det sker i en fotorealistisk animation, der går nye veje, og det er lige netop det, man savner ved »Monsters University«. Filmen er veloplagt og mildt morsom, men af Pixar forventer man sig bare mere end en animationsfilm lidt over gennemsnittet. Filmselskabets strategi er at sende en ny original film ud hvert eneste år og en fortsættelse hvert andet år. Jeg glæder mig således mere til »The Good Dinosaur« og »Inside Out« end til en ny »Find Nemo« eller »The Incredibles«. Hvor gode originalerne så end er.
