Efter i en årrække primært at have lavet film i europæiske storbyer som Paris, London og Barcelona er Woody Allen tilbage i USA. Med sig har han taget den kreative energi fra hans Europa-eventyr der, et par fejlskud som »To Rome With Love« til trods, synes at have pumpet nyt blæk i en ellers lidt slidt pen.
De fleste af hans Europa-film, »Match Point« undtaget, var baseret på komedie – selv om det ikke ville være en Woody Allen-film uden en solid portion tragedie. Denne gang er Woody Allen imidlertid gået helt over i den anden grøft; »Blue Jasmine« er kulsort i sit menneskesyn og levner ikke meget plads til håb og andre lyse følelser.
At begynde forfra
Dramaet er centreret om Jasmine, der er vant til et liv i sus og dus som forkælet frue for sin business-mand Hal, der dog har vist sig ikke alene at have andre kvinder i baghånden, men også seriøst rod i regnskaberne. Nu har Jasmine mistet alt, hvad der betyder noget for hende; penge, prestige, mand og omgangskreds. I desperation søger hun tilflugt hos sin søster i San Francisco, der arbejder i et supermarked og i det hele taget lever et liv, der ligger langt fra det liv, Jasmine er vant til – og efter Jasmines vurdering også langt under hendes standard. Målet er at begynde forfra.
Men hvordan begynder man forfra uden uddannelse, med skandalen brændende i panden og med et nervesammenbrud, der konstant truer med at bryde frem?
Cate Blanchett er forrygende som den nervesvage snob, Jasmine – der egentlig hedder Jeanett og kommer fra ganske små kår.
Blanchett spiller hende med så manisk desperation, at det næsten ville have været for meget af det gode (for godt, det er det!), hvis ikke det var fordi, hendes storsvedende nervesitren understregede, at hun er en narkoman, der er blevet tvunget på en kold tyrker fra sit liv og nu lider under nærmest fysisk invaliderende abstinenser.
Hun er så tilpas usympatisk, at det er svært for alvor at leve sig ind i hendes privilegerede kvaler – som kvalmen ved at måtte tage et helt almindeligt job som receptionist hos en tandlæge. Men det er heller ikke Woody Allens ærinde, at vi skal leve os ind i noget som helst. Tværtimod har han bevidst pillet alt, hvad der kunne være godt og sympatisk, ud af fortællingen.
Syngende lussing til jetsettet
Moralen synes at være, at vi mennesker er dommedagsdømte væsener, der nok skal finde ud af at forkludre alt, hvad der kunne være godt – for os selv og for andre. Nu har vi selv sørget for, at økonomien kollapsede, fordi vi vendte det blinde øje til alle tydelige tegn, og så må vi også lære at gå i stangtøj og bøje os i støvet.
Læren er, at du aldrig bør stole på nogen – alle vil dig det dårligt og tænker kun på sig selv og det billede, de ønsker at se. Et billede af overfladisk succes, som Jasmine er ubehjælpeligt fanget i.
Woody Allen serverer en syngende lussing til New Yorks jetset, der beskrives som overfladisk, snobbet og med så hule værdier, at ekkoet klinger gennem hele filmen. »Blue Jasmine« er det modsatte af en feel-good- film. En mistillidserklæring til mennesket – serveret med så knivskarp præcision, at det er en fryd.
Hvad: Blue Jasmine.
Hvem: Instruktør Woody Allen.
Medvirkende: Cate Blanchett, Sally Hawkins.
Hvor: Premiere over hele landet.
