Den britiske karakterskuespiller Andrea Riseborough spiller titelkarakteren Nancy, en patologisk (livs)løgner, der har brugt det meste af sit liv på at passe - og tilpasse sig – sin dominerende mor. Efter moderens død får Nancy mistanke om, at hun måske er blevet kidnappet som barn. Eller gør hun? Nancy fortæller så mange løgnehistorier til alle, hun møder, at man mistænker hende for også at lyve for sig selv. Men kan man tillade sig at lyve for mennesker, der har brugt hele deres liv på at søge sandheden? Det finder Nancy ud af, da hun opsøger forældrene til den kidnappede pige, og siger, at hun er deres datter.
»Nancy« er – både som film og karakter – så grå og gådefuld, at hun nærmest lukker sig om sig selv. Andrea Riseboroughs normalt så smukke ydre er gjort næsten selvudslettende intetsigende. Nancy er kvinden, man ville passere på gaden uden at skænke hende en tanke – men også en karakter, man ikke kan slippe. For hvem er hun? Hvorfor gør hun, som hun gør? Og er der faktisk et gran af sandhed i hendes historier? Christina Choe, der også har skrevet manuskriptet, er på ingen måde en publikumspleaser. Hun leverer ingen svar, kun spørgsmål. Ikke mindst spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at have – og være – en familie. Hvad det vil sige at elske et andet menneske? Hvor langt må man gå for at få et bedre liv?
Det er lige så tankevækkende og fascinerende, som det er frustrerende. Nancys grå verden står i skarp kontrast til det sorgramte ægtepar, hvis på samme tid stærke og skrøbelige sammenhold er dybt rørende. Vi forstår til fulde Nancys ønske om at få bare et gran af den varme og moderkærlighed, som hun har manglet hele sit liv. Ligesom vi forstår moderen til den forsvundne piges ønske om at tro på, at Nancy faktisk er hendes lille pige. Men uh, det er farlig grund, og man sidder med hjertet i halsen, som var det en spændingsfilm, i frygt for hvem der ender med at blive dødeligt såret undervejs.
»Nancy« Instruktør Christina Choe Medvirkende: Andrea Riseborough, Steve Buscemi m.fl.
