Den begavede Sean Penns eminente præstation er den vigtigste grund til at se denne film, hvis mission er at overbevise os om noget, som langt de fleste af os mener i forvejen. Nemlig at homoseksuelle ikke skal diskrimineres.
Sådan var det ikke i 1970erne, hvor fordommene mod bøsser var massive i USA, og hvor Harvey Milk derfor vakte national opsigt, da han som den første åbenlyst homoseksuelle blev valgt ind i byrådet i San Francisco. Dermed fik han en lysende funktion som idol og ikon, men glæden blev kortvarig, for som nogle nok husker, blev Milk og byens borgmester, George Moscone, i 1978 myrdet af en frustreret politiker.
At Harvey Milks liv ender brat og tragisk, lægger filmen fra begyndelsen ikke skjul på. I en rammehandling sidder Milk og indtaler sine erindringer på en båndoptager, og filmen illustrerer så denne verbale selvbiografi med en kronologisk og ret traditionel skildring af den usædvanlige mands forvandling fra skabsbøsse i New York til energisk aktivist i San Franciscos bøssebydel Castro og videre til hans korte karriere som populistisk og karismatisk politiker samt frygtløs fortaler for de homoseksuelles rettigheder.
Sean Penn spiller ikke denne oratorisk medrivende korsfarer som en pletfri helgen, men som en nuanceret personlighed med et til tider problematisk privatliv, og han får kvalificeret modspil af Josh Brolin som det indebrændte byrådsmedlem Dan White, der bliver Milks nemesis. Filmens primære skurk er dog den hæslige homofobiske agitator Anita Bryant, som vi oplever i en række af de dokumentarklip, der krydrer fortællingen, mens resten af det spraglede persongalleri næsten udelukkende består af de bøsser, som hjælper og beundrer Milk i Castro.
Den uberegnelige Gus Van Sant – selv bøsse samt Guldpalme-vinder i Cannes for »Elephant« – har med »Milk« lavet en af sine mere konventionelle film, som med sit sympatiske, men selvindlysende budskab ikke havde behøvet vare over to timer. Men solidt håndværk er den, og Sean Penns bevægende indsats gør den værd at se.
