Mmm ... Michelle

Sød, sexet og sårbar. Michelle Williams er næsten uhyggeligt overbevisende som legenden Marilyn Monroe i »My Week With Marilyn«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marilyn Monroe blev kaldt »The Mmm-girl«. Ikke kun på grund af hendes initialer, men på grund af hendes evne til at få alle omkring sig til at sukke efter hende.

Hun var imidlertid ikke kun den sexede primadonna - der efter sigende var lige så meget en rolle for hende, som hendes præstationer på det store lærred. Ifølge »My Week With Marilyn«, var hun en naiv naturkraft, der levede efter sine instinkter, og bag den glamourøse overflade higede nærmest desperat efter opmærksomhed og kærlighed. To ting hun ikke altid evnede at skille fra hinanden.

»My Week With Marilyn« foregår i 1957, året før Monroe indspillede sit nok største hit »Some Like it Hot«. Hun er taget til England for at indspille filmen »The Prince and the Showgirl« med Laurence Olivier. Men kemien mellem de to stjerner knirker lige så meget som hendes nye ægteskab med Arthur Miller. Og Marilyn finder trøst hos instruktørassistenten Colin Clark, der gladelig ofrer sit hjerte for bare en stakket stund i stjernens selskab. Og senere skriver den dagbog over affæren, som filmen bygger på.

At påtage sig rollen som selveste Marilyn Monroe er lidt af en opgave - som Michelle Williams imidlertid klarer med bravour. Hun fanger præcis den sammenblanding af tilsyneladende tilgængelig seksualitet og naiv og nærmest uskyldig barnlighed, der gjorde Marilyn Monroe til alle tiders største filmstjerne og sexikon. Med vug, smil, kække replikker og længselsfuldt sørgmodige øjne, indfanger hun både myten og personen Marilyn Monroe i en grad, så man skiftevis griner og snøfter og indimellem er lige ved at glemme, at det ikke er den ægte vare vi ser på.

»My Week With Marilyn« er en lille charmerende film, der dog som filmfortælling mest af alt virker som en lidt løs skitse, hvis hovedformål er, at vise Michelle Williams’ imponerende indsats. Der da også så rigeligt er billetprisen værd. 

Se traileren til "My Week With Marilyn" her: