Mislykket komedie havner i et hul

Den danske »Superclásico« tumler forvildet rundt i Buenos Aires.

Man kan illustrere problemet med Ole Christian Madsens »Superclásico« ved at referere to af dens mest markante scener.

I den ene scene sidder en ældre, gråskægget argentiner på en bar og holder en forbitret enetale om parforholdets elendighed og tilværelsens ulidelighed. Manden spiller ingen rolle for filmens handling, men hans monolog er lang og ordrig.

I den anden scene danser to kakerlakker tango på et hotelværelse. Helt bogstaveligt.

»Superclásico« er således en film, som vil tages alvorligt og alligevel ikke. Den lanceres som en komedie, men set med humorhungrende øjne er det fatalt, at den ikke er morsom, og at man derfor må konstatere, at for første gang i sin karriere har den talentfulde Ole Christian Madsen lavet en mislykket film. Det har selv de største filmkunstnere gjort i tidens løb, så vi fortvivler ikke, men vi er ret irriterede, mens vi ser den aktuelle film.

Den begynder med, at den noget fordrukne vinhandler Christian sammen med sin sære søn Oscar rejser til Buenos Aires for at forsøge at blive forsonet med sin kone Anna, der nu lever som fodboldagent og kæreste med en fodboldstjerne fra klubben Boca Juniors. Titlen »Superclásico« er navnet på det store lokalopgør mellem Boca Jrs. og River Plate, men filmen rummer i øvrigt ingen vidnesbyrd om, at Ole Christian Madsen skulle være specielt glad for fodbold.

Filmen går nu med, at Christian enten drikker sig fuld eller skændes med Anna, som han frygteligt gerne vil genforenes med, mens Oscar falder for en sød lokal pige og derfor flytter på hotel. Med sin beskrivelse af forholdet mellem separerede ægtefæller kan filmen siges at ligge i forlængelse af Ole Christian Madsens tidligere ægteskabsdramaer »En kærlighedshistorie« og »Prag«, men mens de begge var intime, intense og stærkt koncentrerede, er »Superclásico« påfaldende ukoncentreret - den dingler vilkårligt hid og did, og snarere end af en regulær handling består den af stumper og stykker og brokker og fragmenter.

En del af tiden fungerer filmen som turistbrochure for Buenos Aires, og i en bizar sidehistorie har Christian et seksuelt forhold til Annas aldrende tjenestepige. Han bliver i øvrigt også overfaldet af verdens høfligste røvere, og det er kuriøst, men sprudlende komisk er det ikke, og det får filmen til at havne i et hul midtvejs mellem det seriøse og det sjove.

Anders W. Berthelsen som Christian og Paprika Steen som Anna spiller naturligvis glimrende med virkemidler, som de har brugt mange gange før, mens Jamie Morton gestalter en excentrisk figur som sønnen Oscar. Han er historiens mindst banale person, men han kan ikke redde en film, som trods en forklarende fortællerstemme farer vild i sin egen handling og helt tydeligt ikke aner, hvor den er på vej hen.