Millioner af danskere så danske film i 2011

Det går godt for dansk film, der i 2011 stod for over halvdelen af alle solgte biografbilletter herhjemme.

Danskerne har set mange danske film i 2011. Blandt andre filmen "Dirch" om Dirch Passer med Nikolaj Lie Kaas i rollen som skuespilleren, der levede livet hårdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Det kører derudaf for danske film. Ikke nok med at de er blevet vist på mere end 200 filmfestivaler i udlandet, og vundet store priser på 50 af dem. Herhjemme står de for en markedsandel på 28 procent, hvilket er det tredjebedste resultat i 10 år.

- Dansk film og danske filmkunstnere har på fornemmeste vis markeret sig både ude og hjemme. Det kan man være stolt over, siger Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut.

Danskerne har i år været i biografen for at se danske film 3,4 millioner gange. I 2009 og 2010 lå det billetsalg på under tre millioner.

Det er dog ikke alle filmgenrer, der er lige store publikumsmagneter.

Bortset fra dramaet 'Dirch' er det komedier og familiefilm, som 'Klassefesten' og 'Far til Fire - tilbage til naturen', der har klaret sig godt i kapløbet om at blive placeret på top 10-listen over flest solgte biografbilletter.

Fem danske film er repræsenteret på den eftertragtede liste, der, udover de allerede nævnte, også inkluderer 'Klassefesten', 'Alle for én' og 'Klovn - The Movie'.

De fem danske film har tilsammen solgt 2,1 millioner billetter, hvilket svarer til 61 procent af alle billetter solgt herhjemme i år.

Til gengæld er der også fem spillefilm, der har solgt under 10.000 billetter.

- At 2011 har et dryp af malurt i bægeret med fem film, der ikke levede op til forventningerne, er ærgerligt og viser, at der er rigeligt at tage fat på i 2012, siger Henrik Bo Nielsen.

Den film der, alt i alt, har lokket flest danskere ind i biografmørket er Harry Potter 7 - del 2.

Den har solgt 663.000 billetter, hvilket er et pænt stykke mere end de 484.000 og 458.000 billetter som 'Dirch' og 'Klassefesten', der ligger henholdsvis nummer to og tre på listen, har solgt.

/ritzau/