Der er naturligvis noget, der taler for at lave spillefilm om kendte kunstnere. De er jo fascinerende i kraft af det, de har skabt; og hvad det undervejs har kostet dem, ja, det pirrer også nysgerrigheden.
Det, der taler imod, er, at et liv aldrig følger fiktionens dramaturgiske regler, og at livet, når det alligevel sammentrænges og spidsvinkles, ender som karikatur.
Det gælder desværre også skildringen af trompetisten og jazz-ikonet Miles Davis i Don Cheadles »Miles Ahead«, der fortæller om de fem år i 1970erne, hvor Davis forsvinder fra musikscenen.
Her sidder han ifølge filmen hjemme og kæmper med stoffer, hoftesmerter, kreativ krise og bondeanger. Men en journalist opsøger ham for at skrive »den store comeback-historie«, og efter livtag med den vilde Davis finder de sammen i jagten på de nye indspilninger, hans griske pladeselskab har stjålet fra ham.
Den dårlige historie garneres med udvendig ballade – biljagter, boksekampe, pistolskud – og karaktererne omkring Davis bliver aldrig andet end papfigurer. Men Cheadle, der har skrevet manus og instrueret og også spiller hovedrollen, er fremragende. Bevægelserne, den hæse stemme, ansigtet – han er simpelthen Davis.
Bare synd, at samme Cheadle sætter ham så sløjt i scene, at det hverken bliver et interessant psykologisk eller realistisk portræt.
Hvad: Miles Ahead.
Hvem: Instruktør: Don Cheadle. Medvirkende: Don Cheadle, Ewan McGregor.
Hvor: Empire, Bio Reprise Teatret.
