Den gyldne palmevinder fra Thailand er skræddersyet til det åbne og eventyrlystne gemyt, men det er et krav, at man samtidig er særdeles tålmodig.
Boonmee er ved at dø af nyresvigt. Da han tager på landet for at besøge den grotte, hvor han er født, begynder afdøde personer fra hans liv at komme på besøg. Dyrene og andre mystiske væsener i naturen, som for eksempel de svært behårede abeånder med lysende øjne, begynder også at røre på sig. Og det ser ikke ud til at overraske Boonmee og hans hjælpere. Alt det, som foregår i den thailandske skov, er temmelig originalt, for vi er ikke vant til, at genfærd, personer der deler sig i to og ånder i form af aber bare sådan uden videre blander sig i livet og døden. Det gør de i »Onkel Boonmee«, og det er interessant og pudsigt, men når besøgene ikke bruges til noget, føles fortællingen sært lidenskabsløs i længden.
Ikke nok med lysende øjne og pudsigheder
Den intellektuelle elite i Thailand og flere andre landes mest ihærdige fortalere for filmisk grundforskning kan formentlig få meget ud af modsætningerne mellem det kitschede lys i neonjunglen og poesien i den rigtige jungle. Det kræver dog et ståsted, der er knap så vestligt som mit. Virkemidlerne er en blanding mellem krasse (abeånderne) og subtile (lyset i junglen), og i den blanding føler man sig som på vej rundt i en labyrint, hvor alle man møder smiler mystisk og siger »God dag mand økseskaft« i en tegneserieboble.
Hvis »Onkel Boonmee« var en legeonkel, var han en glad Buddha-skikkelse med et smil om munden, som ville more én mildt. Skal det absolut være et trip ud i helt fremmed land i biografen, skal det være med mere temperament og flere temposkift end to timer med abeånder med lysende øjne, monoton dialog og pudsigheder på alle de pladser, hvor der normalt er ting som indledning, point of no return, klimaks og afslutning.B
