Mick Jagger: Synd at Beatles blev opløst

Forsangeren for The Rolling Stones præsenterede i dag ved filmfestivalen i Cannes en ny dokumentarfilm om bandets indspilning af "Exile on Main Street".

Rolling Stones lead singer Mick Jagger arrives at a photocall to promote the film Stones In Exile at the 63rd Cannes Film Festival May 19, 2010. REUTERS/Yves Herman (FRANCE - Tags: ENTERTAINMENT PROFILE). (Foto: YVES HERMAN/Scanpix 2010) Fold sammen
Læs mere
Foto: YVES HERMAN

The Rolling Stones og The Beatles. Mens begge bands endnu eksisterede indtil slutningen af 1960erne, var man enten til det ene eller til det andet. Selvom orkestrenes indbyrdes rivalitet i nogen grad var et postulat fremført af både medier og pladeselskaber, var der ingen tvivl om, at de var meget forskellige og lavede musik til forskellige slags fans. Og selvom The Beatles blev opløst for fyrre år siden, er det stadig en sag der optager sindene.

Det kom frem under en pressekonference med forsangeren fra The Rolling Stones, den 66-årige Mick Jagger, der var i Cannes under filmfestivalen for at præsentere en ny dokumentarfilm om indspilningen af bandets dobbeltalbum "Exile on Main Street" fra 1972.

Direkte adspurgt af en beatles-fan blandt journalisterne, om opløsningen af The Beatles den gang blev opfattet som en slags en triumf for rullestenene, blev Jagger tankefuld.

- Det er svært at huske så lang tid tilbage, men vi betragtede det da ikke som en sejr. Jeg synes selv, det var synd at The Beatles blev opløst, svarede Mick Jagger, der dog skyndte sig at komme videre med andre spørgsmål.

"Stones in Exile" er titlen på dokumentarfilmen, der er sammensat af fotos og film fra det årelange ophold i Frankrig, hvor bandet havde søgt tilflugt fra de engelske skatteregler, og den uvelkomne opmærksomhed som bandet oplevede fra det engelske politi på grund af medlemmernes afslappede forhold til stoffer. I Frankrig slog bandet sig ned i en kongeligt udstyret villa, der blev et tilholdssted for kystens hårdt festende unge.

- Vi var unge, smukke og dumme. I dag er vi bare dumme, jokede Mick Jagger på et formfuldendt fransk under sin præsentation af filmen.

"Stones in Exile" varer omkring en time og rummer kommentarer fra bandmedlemmerne til de sort-hvide optagelser og fotografier af den franske musikfotograf Dominique Tarle, hvis besøg hos bandet en eftermiddag blev omdannet til et seks måneders ophold. Filmen ligger som dvd i den luksusudgave af "Exile on Main Street", der netop er udkommet.