Mesterværk: Oscar-film får tårerne til at vælde frem

Oscar-dramaet er mørkt, hårdt, håbefuldt og lyst og vanvittigt velspillet. Der er altså ingen vej uden om at gå gennem hele følelsesregisteret i »Room«.

Jacob Tremblay spiller aldeles overbevisende i rollen som Jack, der lever i fangenskab med sin mor. Foto fra filmen Fold sammen
Læs mere

Da jeg dagen efter mit møde med »Room«, skulle genfortælle filmens handling til min kæreste, knækkede jeg igen. Dramaet sad stadigvæk i kroppen og tårerne vældede frem.

»Room« er et drama, der sætter fingeren på en af vores verdens mest uforståelige uhyrligheder, men den gør det på en humanistisk facon og uden at slå mønt på det makabert fascinerende ved kidnapninger og indespærring af mennesker i kældre og andre lukkede rum i årevis.

Jeg er normalt varsom med at bruge begrebet »mesterværk«, men her er det på sin plads for blandingen af det modige og det vedkommende. I en film der samtidig er komponeret med forståelse og takt for både beskueren og mennesker, der har været så uheldige at være holdt fanget.

Vi møder Jack (Jacob Tremblay) på næsten fem år og hans mor (Brie Larson) i dagligdagsgerninger i nussede og begrænsede omgivelser.

Man fornemmer en mor fyldt med kærlighed til sit barn, men også – efterhånden som flere detaljer afsløres – en frygtsom mor, der i virkeligheden ikke styrer sit eget liv.

Hvad Jack forskånes for at vide er, at hans mor syv år tidligere blev kidnappet af en mand, der siden har holdt hende fanget i et skur i baghaven. En mand som moren kalder Old Nick for at afdramatisere situationen. Det er underforstået, at hun stiller op til sex, når han vil have det.

Når Jack ikke kan sove, kigger han ud på manden gennem tremmerne i det klædeskab, hvor han skal sove, hver gang kidnapperen er på besøg.

Old Nick bekymrer sig ikke synderligt om barnet, og moren formår at forbyde, at manden kigger på ham eller rører ved ham.

Se filmen, læs anmeldelsen til ende

Efterhånden har mange detaljer fra filmen været ude, men det er samtidig klart, at filmen nok vil virke bedst, jo mindre man ved på forhånd, så for en sjælden gangs skyld, vil det være i orden med mig at vente med at læse resten af anmeldelsen, til du har set filmen.

Ind imellem står mor og dreng sammen og råber op mod et lille ovenlysvindue øverst oppe i skuret. »For at råbe rumvæsner op,« siger hun til drengen, der kun kender den ydre verden fra TV. I virkeligheden råber de i håbet om, at en eller anden derude hører det. Men i rummet kan ingen høre dig skrige.

En dag får mor en idé. Hun pakker Jack ind i et tæppe og beder ham spille død. Planen er, at han skal stikke af, når Old Nicks bil holder stille. Og derfra må mor og søn håbe på det bedste. Lige netop de ti midterste minutter i filmen er sindsoprivende spændende.

I »Room« får vi også efterspillet i retning mod et normalt liv med, hvor det for drengen mest ligner en udvidet drøm og for moren er som hårdt arbejde for at bearbejde et livstraume.

Filmens temaer er tunge, og de går ind og nærer grundangsten i os. Angsten for at miste vores børn og blive berøvet vores frihed for blot at nævne et par facetter i den skrækkelige situation. Men samtidig er filmen også fyldt med lys i sprækkerne.

At instruktøren ikke går efter ydre action eller dvæler ved vold og fornedrelse, gør egentlig kun, at »Room« bliver endnu mere skræmmende i forhold til beslægtede film som for eksempel »The Captive« eller »Prisoners«.

Hvad: Room.

Hvem: Instruktør: Lenny Abrahamson. Medvirkende: Brie Larson, Jacob Tremblay, Joan Allen, William H. Macy.

Hvor: Premiere over hele landet.