Mere ubehagelig end uhyggelig

Undertiden får man den tanke, at det kun er muligt at se én virkeligt god gyser i løbet af et liv – nemlig den første. Genrens indbyggede forudsigelighed gør, at alle senere gyseroplevelser i større eller mindre grad udvandes af manglen på overraskelser.

Joey King som Clare, der brændende ønsker sig at blive populær. FOTO: Steve Wilkie/Broad Green Pictures. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

John R. Leonettis »Wish Upon« er ingen undtagelse. Teenagepigen Clare har en tragisk familiehistorie og en status som outsider. Derfor er hun et let offer, da hun finder en gammel kinesisk »ønskeæske«, der lover at opfylde syv ønsker. Hvad hun ikke ved – før det er for sent - er dog, at hvert ønske har en overordentlig høj pris for både hende og hendes omgivelser.

Til trods for Clares mange velviljepoint, er hun så blåøjet og selvcentreret, at man hurtigt får lyst til at give hende et gevaldigt los i rumpetten på de stramme designerjeans: så vågn dog op og indse, at penge og popularitet ikke er lykken! Moralen til filmens unge målgruppe bliver hamret ind, ligesom det annonceres lige vel tydeligt, hvem næste offer bliver – selvom John R. Leonetti forsøger at skabe spænding ved at trække hvert dødsfald i kreative montagesekvenser, der dog er mere ubehagelige end uhyggelige. Kun i en enkelt scene, filmens bedste, er der til det sidste spænding om udfaldet. Mere af det ville have løftet en forglemmelig gyseroplevelse.

»Wish Upon«

Instruktør John R. Leonetti. Medvirkende: Joey King, Ryan Phillipe