Mennesket bag mesteren

Film: »Ingmar Bergman om liv og arbejde« »Ingmar Bergman om liv og arbejde« er som dokumentarfilm betragtet et tørt og ikke særligt appetitligt portræt af instruktøren. Til gengæld får man et sjældent og interessant indblik i mesterens personlighed.

Bergman (tv.) sammen med den svenske fotograf Sven Nykvist i 1970erne. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

I anledning af Ingmar Bergmans død den 30. juli bliver det nu for første gang muligt at se TV-dokumentaren »Ingmar Bergman om liv og arbejde« på et dansk biograf-lærred. Værket er den finsk-fødte, tidligere svenske filmkritiker, Jörn Donners fra 1998, der bygger på tre lange samtaler med Bergman i 1997.

Formen i dokumentarfilen er ikke noget at råbe hurra for. Billedmæssigt består den ikke af meget andet end selve interviewet, Donner og Bergman placeret overfor hinanden, kun få gange afbrudt af gamle still-fotos eller optagelser fra havet omkring Bergmans hjem, Farö. Så rent visuelt kunne større kreativitet og opfindsomhed a la Anders Østergaards tilgang til at levendegøre personligheden og skæbnehistorien, godt være brugt. Selve scoopet i filmen ligger selvfølgelig i at have fået mesteren i tale, og det er en åbenhjertig og hudløst ærlig Bergman, vi møder.

Med selvrefleksion og uden selv-pyntning beretter han om sit liv og arbejde. Bl.a. den strenge opvækst i det stærkt religiøse barndomshjem, som han med egne ord »har brugt uendelig meget tid og mange kræfter senere hen på at komme sig over«. Ikke at det var konstant ulykkeligt, understreger han, men fordi den lille Ingmar skulle lære at bøje sig for konformiteten, især den religiøse, sådan som det også er skildret i to af hans værker, »Den gode vilje« og »Fanny & Alexander«. Sidstnævnte i øvrigt en film, Donner har produceret og vandt en Oscar for.

Ikke bange for døden
Privatlivet bliver også berørt, om koner og børn, der, indrømmer Bergman, nok har betalt prisen for at han hele sit liv har været optaget af sine film og teater-opsætninger. Og han er tydeligvis selv mærket, da han fortæller om sorgen, da hans sidste kone, Ingrid, døde i 1995.

Selv om optagelserne nu ligger ti år tilbage, forholder han sig allerede dér afklaret til døden. Han er ikke bange for den, for han har jo, som han siger med et glimt i øjet, selv lavet film om den, bl.a. i »Det syvende segl«. Og har også allerede mødt den, da han under en mindre operation fik en overdosis narkose og var væk i otte timer, som med hans egne ord »føltes som ganske kort tid«.

Gennem interviewet tegner sig et billede af en mand, der for at bekæmpe sin egen udisciplinerthed blev overmåde pedantisk og punktlig og som havde svært ved at forholde sig til sin berømmelse og sig selv som en institution. Et sympatisk træk. Til gengæld bliver ikke talt meget om selve værkerne, men dokumentaren er på trods af sine mangler et velkomment indblik i hvordan en af vor tids største filmskabere så på sit eget liv.