Melankolske billeder

Robert Duvall og Bill Murray er hovedattraktionerne i den smukke, melankolske »Get Low«.

At kalde »Get Low« for en underspillet komedie ville være en underdrivelse. Aarons Schneiders debutfilm om en mangeårig eneboer, der arrangerer sin egen begravelse, så han kan nå at komme med, er en særdeles subtil sag. Det er både godt og skidt.

En amerikansk legende fortæller om den aldrende Felix »Bush« Breazedale, der boede på en afsidesliggende gård uden for Kingston i Tennessee i 1930erne. Efter at have levet i selvvalgt isolation i årtier indbød han pludselig til sin egen begravelse, angiveligt for at høre, hvad folk havde at sige om ham, når han var død.

Ved en Thanksgiving-middag for nogle år siden hørte en af medforfatterne på tv-serien »Mad Men« historien om excentrikeren og gik sammen med den Oscarnominerede forfatter bag film som »Seabiscuit« og »Cinderella Man« C. Gaby Mitchell om at skrive manuskriptet til »Get Low«. Resultatet af deres samarbejde er en pudsig hybrid mellem Independent-filmens nærgående karakterstudie af sine hovedpersoner og amerikansk folkefortælling.

Det kræver tålmodighed at leve sig ind i historien om Felix Bush, der rusker op i lillebyen Knoxville, da han henvender sig til byens bedemand med sin usædvanlige forespørgsel. Men bedemanden klager over, at der sker for få dødsfald på egnen, så han er ikke så selektiv med sine kunder. Inden længe er Bush’ begravelse på vej til at blive årets begivenhed.

En lang indledning indfører os i Bush’ monotone hverdag, og havde man villet nagle publikums interesse, havde man klippet filmen anderledes. Fængende er til gengæld Robert Duvall i hovedrollen som manden, der gemmer på en tragedie fra fortiden og en uopsættelig trang til at sone sin egen skyld i den sammenhæng. Bush er en stædig gammel rad med et hjerte af guld, en type, der kunne være klippet ud af »Lucky Luke«, men Duvall hæver ham over flosklerne. Også Bill Murray er eminent som bedemand med lumsk lille overskæg, brillantine i håret og et ligeså glat adfærd over sine medmennesker. I hvert fald indtil Bush lærer ham en ting eller to om livet.

Vi får også et gensyn med Sissy Spacek, der er behersket hjerteskærende i rollen som kvinden, der aldrig fik ham og stadig bærer håb.

»Get Low« er skuespillernes film. Men selv om det stilfærdige plot ikke gør så meget væsen af sig, og det mest sindsoprivende ved handlingen foregår inden i karaktererne og angår deres længsler og tabte drømme, er det en bemærkelsesværdig film. Aaron Schneider har en baggrund som filmfotograf og var medfotograf på »Titanic«. Det sætter sit præg på filmen, der formidles i stilfuldt melankolske billeder.

Schneiders kølige blå visuelle stil står i kontrast til den varme humoristiske tone, og ind i mellem bliver det for skarp en kontrast. I de bedste scener begaver netop den sammensætning imidlertid filmen med et bittersødt vemod, der klæder historien om en mand, der levede sit liv i følelsesmæssigt eksil, og de konsekvenser, det fik for ham.