Ideen om at lave en dokumentarfilm om Sume, det grønlandske rockband fra 1970erne, er alvorligt god. Bandet udgav tre plader midt i årtiet, hvor Grønlands løsrivelse fra Danmark blev diskuteret, og de var med til at sætte skub i planerne om et hjemmestyre i Grønland. Det kom i 1979.
På det tidspunkt var Sume for længst gået i opløsning, men de havde sat deres tydelige aftryk i historien med deres politiske tekster. Den letløbende bluesrock er også god, men hørt i bakspejlet virker musikken dog som om, den hænger fast i en tidslomme med kor og harmonier á la Gasolin. Der var mere politisk goddaw i bandet, end der var gode melodier. Dokumentarfilmen om Sume er krydret med herlige smalfilm fra datidens Grønland, og man mærker meget tydeligt, at det er en film, der er lavet med hjertet, selv om den kun varer fem kvarter. Personligt kunne jeg godt bruge flere udtalelser fra eksperter og færre interview med datidens fans, men det er en lille indvending om filmen om bandet, der efter 14 års adskillelse begyndte at spille sammen igen i 1988.
Hvad: Sume – Lyden af en revolution. Hvem: Instruktør: Inuk Sillis Høegh. Hvor: Premiere i København, Århus, Aalborg, Kolding, Ishøj, Esbjerg, Næstved og Holbæk.
