Med livet som indsats

Henrik Jansson-Schweizers portræt af den svenske racerkører Ronnie »The Superswede« Peterson, der blev dræbt under et Formel 1-løb i 1978, er præcis lige så sobert og sympatisk, som hovedpersonen selv giver indtryk af at have været.

Den fåmælte racerkører Ronnie »The Superswede« Peterson, var tilsyneladende god som dagen var lang, og utroligt afholdt og respekteret af hans overlevende kolleger, som eksempelvis Niki Lauda, der næsten får tårer i øjnene, når de fortæller om den afdøde ven. Sladdertasker må dog kigge langt efter detaljer fra privatlivet, men pyt med det! Det er portrættet af livet som racerkører i 70erne, der får »Superswede« til at ånde og leve som andet og mere end et fan-portræt.

Datidens racerløb var af en ganske anden kaliber end nutidens Formel 1, som de gamle veteraner ikke har andet en hån og skuldertræk tilovers for. Dengang kørte man i millimetertynde aluminiums-karosser med almindelige letantændelige benzinmotorer, og det var en etableret sandhed, at kun en ud af tre racerkørere overlevede længere end fem år bag rattet. Derfor var det kun de mest passionerede, der blev ved at køre – og sammenholdet udenfor banen blev forstærket af fareelementet. Selvom alle var konkurrenter, var de også venner. Alt det fanger Henrik Jansson-Schweizer i »Superswede«, der bestemt ikke kun er for racerfans!

»Superswede«

Instruktør: Henrik Jansson-Schweizer. Medvirkende: Niki Lauda. Jackie Stewart, Mario Andretti.