Matt Damon er overbevisende i comebacket - men Jason Bourne er en skuffelse

Skønt Matt Damon er tilbage i hovedrollen, og det helt store action-artilleri er kørt i stilling, er »Jason Bourne« en mild skuffelse.

Jason Bourne (Matt Damon) er på evig flugt fra CIA, samtidig med at han forsøger at opklare, hvad der skete med ham som agent i fortiden. Fold sammen
Læs mere

De tre første film om den frafaldne CIA- agent Jason Bourne fra 00erne viste en helt ny måde at lave agentfilm på. Kameraet blev rettet tæt ind på kroppen af både helte og skurke. Hele tiden var der bevægelse i billedet, og det var ikke så lidt af et adrenalinkick til agentfilmen.

»Bourne Identity«, »Bourne Supremacy« og »Bourne Ultimatum« er fra henholdsvis 2002, 2004 og 2007, og den overbevisende trilogi gav bl.a. folkene bag James Bond noget at tænke over, så de fik revitaliseret Agent 007 med nogle af action-grebene fra Bourne kombineret med Daniel Craig som den nye Bond.

Siden blev Bourne forsøgt relanceret med Jeremy Renner i titelrollen, men »Bourne Legacy« forblev et magert forsøg på at følge op på trilogien, og nu er Matt Damon så tilbage i hovedrollen som Jason Bourne, der stadig ikke i detaljer kan huske, hvad der gik galt i hans fortid som agent.

Verden i 2016 er til gengæld en noget anden end for bare ti år siden. Efterretninger får man stadig oftere ved hjælp af droner og ultrapræcise satellitter, så vi nærmer os et sted, hvor man nærmest kan gætte, hvilken vej en bil eller en motorcykel vil dreje, før chaufføren tager beslutningen – alt sammen baseret på overbliksbilleder oppefra.

Jason Bourne har alligevel formået at holde sig under radaren, og han ernærer sig som nævefægter i Grækenland, indtil han indirekte bliver afsløret, da Nicky (Julia Stiles) forsøger at kontakte ham.

CIA sender straks sin bedste lejemorder (Vincent Cassel) efter Bourne, og organisationens nye digitalt forstandige komet (Alicia Vikander) får sat sig på opgaven med den rutinerede chef Dewey (Tommy Lee Jones) som topansvarlig. Resten af historien byder på et par overraskende drejninger, der ikke skal afsløres her.

God Damon, småskidt film

Matt Damon er overbevisende i rollen som ekstremt fåmælt agent, og han ønskes velkommen tilbage i den moderne tidsalder, hvor CIAs overvågningsvåben er blevet langt mere effektive. Det gør desværre også filmen noget mere urealistisk end tidligere.

Bourne klarer den jo altid, selv om hele verden ånder ham i nakken, og ved hvor han er.

Vi kommer til Athen, London, Berlin og Las Vegas, og fire femtedele af filmen er intens menneskejagt og biljagter. Ikke i fem minutter ad gangen, men i åndeløse forløb på et kvarter til tyve minutter.

Action-ekvilibrismen er der ikke noget i vejen med, men monotonien kommer snigende, når der er ikke mange pusterum til andet, og musikken hele tiden er slagtøjsbulder og hvinende violiner til bristepunktet.

Der er desværre bare det, at hvor man i Agent 007-lejren har genopfundet sig selv og igen er i front, når det gælder agenter og action, så hænger Jason Bourne stadig på den recept, der virkede godt i 00erne, men som i dag virker en smule sat, selvtilfreds og mekanisk for at sige det rent ud.

Med titlen »Jason Bourne« havde jeg forventet flere afsløringer om mennesket Bourne, mere viden om, hvad der skete med ham i sin tid og måske noget helt nyt, når det gælder stilen.

Har vi ikke efterhånden haft rigelig med lejlighed til at se Matt Damon som Bourne stå og kigge forvirret på sig selv i spejlet med et harmoniksammenstød af flashbacks i erindringen og nærmest kronisk hovedpine?

Hvad: Jason Bourne.

Hvem: Instruktør: Paul Greengrass. Medvirkende: Matt Damon, Alicia Vikander, Tommy Lee Jones, Julia Stiles, Vincent Cassel.

Hvor: Premiere over hele landet.