Masser af brudte forhold

Konsekvensen af skilsmisser er et hoved­tema i en håndfuld talentfulde afgangsfilm fra Filmskolen.

Julie Zangenberg og i baggrunden Andrea Vagn Jensen i May el-Toukhys vellykkede »Stykke for Stykke«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rolf Konow

Det er nemt at spå og især om fremtiden. For eksempel forudsiger vi uden at ryste på stemmen, at i de kommende år vil dansk filmkunst blomstre frodigt med prægtige værker præget af mod, kløgt og talent.

Denne spådom baserer sig på flere faktorer, mest aktuelt på den fine følelse, som man har i både hoved og krop efter at have nydt seks splinternye afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Der er tale om novellefilm på omkring en halv time, som alle befinder sig på et højt professionelt niveau, og de har alle noget vedkommende at fortælle os.

Skal man klage over en mangel, bliver det et generelt fravær af humor. Det er virkelig meget alvorlige film, som de unge kunstnere udfordrer os med, og morsom er faktisk kun Søren Balles »Tomat-princippet«, der satirisk beretter om en slags selvtillidskursus et eller andet pløret sted på Sjælland. Kurset ledes tyrannisk af den misliebige Schmidtmann, veloplagt spillet af Anders Hove, og hans larmende adfærd skaber sort humor af en karsk og sympatisk kaliber.

Interessant nok handler hele fire af de seks film om skilsmisser – tre af dem om konsekvenserne af brud, den fjerde om den overhængende risiko for en skilsmisse grundet utroskab. Mennesker, der har valgt at gå fra hinanden og nu savner deres børn ganske forfærdeligt, er det vigtigste tema for dette kuld fra den fremragende filmskole på Holmen.

Rúnar Rúnarssons »Anna« er indspillet i Hundested og formet som et følsomt portræt af pigen Anna (Marie Hammer Boda), der har et anstrengt forhold til sin enlige mor og til gengæld symbolsk holder fast i sin fraværende far ved omhyggeligt at passe hans båd i havnen. Glad er hun ikke, og den ellers lavmælte og lyriske film ender med voldsomt at vise, hvordan frustration kan føre til destruktion.

Et lidt flimrende forløb uden særlig fast narrativ struktur kan siges at være svagheden i både »Anna« og flere af de andre film. I Frida Barkfors’ »Tick Tick Boom« er det fragmentariske endda gjort til bærende princip, idet filmen fortæller tre separate historier – den ene om en pinlig fuld far til bowling, den anden om en fraskilt mands patetiske forsøg på at genetablere sin familie, og den tredje om et ungt par med et nyfødt barn, som måske ikke vil overleve.

Det er meget at putte i en 29 minutter lang film, men det lykkes flot for Frida Barkfors at gøre den både dramatisk og bevægende. Det skader selvfølgelig ikke »Tick Tick Boom«, at den har så eminente medvirkende som Laura Bro og Jens Jørn Spottage, og tilsvarende nyder Andreas M. Dalsgaards »København« godt af en stærk præstation af en klædeligt modnet Thomas Bo Larsen som beundret krigsfotograf med et forlist parforhold bag sig og dermed en datter, som han aldrig har set, men nu gør et kluntet forsøg på at besøge. Forløbet er også i denne film ret flaksende, men følelserne er genkendelige og billederne af København usædvanlig flotte.

God folk bag
Apropos billeder skabes film jo i et teamwork, og en række talentfulde unge fotografer, klippere, producere etc. har været kreativt involveret i afgangsfilmene. Vi kan desværre ikke nævne dem alle og må nøjes med at konstatere, at samtlige film præges af fornemt fotografisk arbejde – det gælder i høj grad også May el-Toukhys »Stykke for Stykke«, som hører til de bedste af filmene, ikke mindst fordi dens manuskript besidder en stramhed og stringens, som savnes i nogle af de øvrige historier.

Med fin miljøflair har filmen en ung påklæderske (Julie Zangenberg) på Det Kgl. Teater som hovedperson og handler om hendes affære med en gift skuespiller. Han lover at forlade sin kone, men trekantsdramaet spidser til under en forestilling – meget passende opføres »Farlige forbindelser« – og mere bør ikke røbes om denne smukke og smertelige film.

Længst vil man dog måske huske Nuka Wølk Mathiassens forbløffende »Den fremmede«, der i stemningsmættede sort/hvide billeder fortæller om en ung bondekvinde (Laura Drasbæk), der i virkeligheden er et rumvæsen. Det lyder langt ude og er det sådan set også, men filmen er så dristigt tænkt og stilsikkert lavet, at den bliver siddende på éns nethinder. Javist, fremtiden er helt sikkert sikret for dansk filmkunst.