Marie Krøyer på det store lærred

Bille August er tilbage i dansk film med »Marie Krøyer« om skagensmaleren og hendes forhold til manden og hustyrannen P.S. Krøyer. Et til tider fint og roligt drama, men også med en vis mangel på emotionel trækkraft.

Birgitte Hjort Sørensen får som hoved- personen i Bille Augusts »Marie Krøyer« ikke nok at arbejde med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rolf Konow
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bille August er nogle gange en rigtig god instruktør, til andre tider gennemsnitlig. Slår man ned i den danske del af produktionen, er »Honningmåne« holdbar socialrealisme, og »Zappa« er et overlegent ungdomsdrama. »Pelle Erobreren« er en rent ud sagt mesterlig romanfilmatisering, der vandt Den Gyldne Palme i Cannes, og »En sang for Martin« er både empatisk og rørende.

Når Bille August laver film i Danmark, er det som om, han har hele sin værktøjskasse til rådighed. I udlandet er det gået markant dårligere. »Åndernes hus« tåler ikke gensynets glæde, »Frøken Smillas fornemmelse for sne« er i bedste fald banal, og »Farvel Bafana« kunne have været en hvilken som helst miniserie fra en journeyman-instruktør uden særligt raffinerede værktøjer og indføling.

Derfor glæder man sig med rette til »Marie Krøyer«. Bille August på ny tilbage i det følelsesland, han forstår sig bedst på. I første del af historien om Marie og P.S. Krøyer mærker man da også, at tempoet passer instruktøren. Tålmodigheden, roen og timingen i forhold til det nordiske sind fungerer. Dramaet virker håndsyet med fine, traditionelle sting.

Mangel på drama

Marie Krøyer (Birgitte Hjort Sørensen) kæmper for at bevare sin lille familie med den noget ældre kunstmaler P.S. Krøyer (Søren Sætter-Lassen) i midten. Han får stadig oftere maniske perioder, og af og til indlægges han ligefrem på sindssygehospital. Kunsten på hans billeder fejler dog ikke noget. Billederne går som varmt brød i København og i udlandet. Deres lille datter Vibeke lider under farmands brøsige fremtoning, og det samme gør Marie.

Hun er uddannet kunstmaler, men penslerne ligger stille. Det animerer hende ikke yderligere, at hendes geniale mand hoverer med et: »Guderne har ikke åndet på dig«. Sådan var magtforholdet mellem kvinder og mænd dengang - det kunne der ikke pilles ved, og det er præcist skildret.

Der mangler temperament

Filmselskabet varsler selv »en af de mest forunderlige og dramatiske kærlighedshistorier, som nogensinde har udspillet sig i Danmark«, men det lever filmen slet ikke op til, hvis der da overhovedet er noget om snakken til at begynde med. Søren Sætter Lassen trækker ellers skagensmaleren P.S. Krøyer fint op med sin ballast fra mange af teatrets store tragiske skikkelser, mens Birgitte Hjort Sørensen ikke får særligt meget at arbejde med, selv om hun er hovedpersonen.

Hun får dog mulighed for at vise, at hun kan andet end at spille kæk som i »Borgen«, men for mange af replikkerne tenderer desværre hen imod det opsummerende og overfortællende, og temperamentet omkring hende slår aldrig for alvor de gnister, der gør, at man får de indre linjer til at følge med den ydre handling. Det halter simpelthen med de emotionelle trækkræfter i historien.

Lidt bedre går det med den modige idé at vælge Tommy Kenter til at spille P.S. Krøyers københavnske ven og allierede. Når man først lige får støjsendere som Alf Velling og Rudy S. Kleutzner ud af hovedet - og det tager ellers et stykke tid - viser Kenter sig i stand til at spille med langt mindre end øjnene og skrig og skrål. Det er dygtigt gjort og en velkommen ny side af hans filmtalent.

Sæbeopera

I filmens midterste stykke går der som helhed andægtig sæbeopera i den, og historien er ikke ligefrem overraskende, fordi den er hentet ud af det virkelige liv. Filmen slår et fint emotionelt slag med halen i afslutningen, hvor Marie kommer til at betale en høj pris for at bryde datidens kønsrollemønster.

Men det er lidt for sent til, at lysten til at anbefale »Marie Krøyer« bliver særlig stor. På det tidspunkt sidder den lyst ikke længere i maven. Den sidder i hovedet og er i virkeligheden en erstatning for ønsket om at se Bille August prøve kræfter med bedre materiale fra Skandinavien.

Alt i alt mangler »Marie Krøyer« også den drejning, der gør filmen i stand til at sige et moderne publikum noget mere og være andet end en klassisk og lidt kedelig genskabelse af to ikke voldsomt vigtige historietimer fra lige efter år 1900.

Bille August er blevet 63 år gammel, og han har lavet 14 spillefilm i en karriere, der er gået stadig langsommere med tiden. Hvorvidt han har mistet det gyldne touch, som han havde i de unge år, eller han blot har haft svært ved at finde den rigtige historie at give sig i kast med, er svært at sige. Jeg vil helst tro på det sidste. Men hvis der igen skal komme mesterværker fra hans hånd i biograferne, kræver det, at han genfinder ungdommens inspiration. B