Ben Burtt har arbejdet som lyddesigner siden midten af halvfjerdserne, men har samlet på lyde siden han var barn, og gemt dem i et lydkartotek, der efterhånden tæller flere hundrede tusinde elektroniske filer. Hver eneste uge bliver der føjet nye interessante lyde til, for Ben Burtt har altid en optager i lommen, og hans ører holder aldrig fri.
»En del af mig lytter altid, og det er både godt og skidt. Men jeg har lært at hvis der er noget der fanger mit øre, så er det værd at dokumentere det. Det kan godt være at jeg ikke lige ved hvad jeg skal bruge det til, men jeg vil sandsynligvis bruge det på et tidspunkt.«
Den seneste lyd han har føjet til samlingen er lyden af en defekt motor i køleskabet hos hans lokalkøbmand.
»Den lavede sådan en interessant iiiiiii-lyd, så jeg løb ud i bilen efter min optager og optog den, for jeg ved bare at jeg en dag får brug for den lyd. De bedste lyde bliver opdaget ved et tilfælde.«
Ben Burtt fik sit gennembrud med den første »Star Wars« film tilbage i 1977 og har siden arbejdet på alle fem efterfølgende film i serien, og var med egne ord »godt og grundigt træt af robotter«, da han blev ringet op af Pixar-instruktør Andrew Stanton og spurgt, om han ville designe lydsiden til animationsfilmen »WALL-E«, der netop har haft dansk premiere. Men tanken om ikke alene at prøve kræfter med en animeret film, men også en film hvor hovedrollerne spilles af to robotter, der kun kommunikerer ved hjælp af lyde, fik Burtt til at sige ja uden betænkning.
Improvisation og galskab
Arbejdet med »WALL-E« tog Ben Burtt to år, hvor han opfandt 3.600 forskellige lyde. Det største antal han nogensinde har skabt til en enkelt film. Den største udfordring var at skabe lyde, der både lød ægte, og fungerede i et science-fiction univers, hvor robotter kan blive forelskede i hinanden. Det krævede mange timers arbejde i hans lydværksted, eller »laboratorium«, som han ynder at kalde det, hvor han sidder helt alene med sine computere og andet udstyr og eksperimenterer.
»Jeg lægger lyde ind på mit tastatur, så jeg kan spille på det som på et klaver. Så sidder jeg der og spiller og lytter og drejer på knapper og leger med det. Og ud af det kommer der opdagelser. Det er lidt som at komponere musik, selvom det ikke er musik som vi kender det. Men det handler om at samle lyde og skabe noget med dem. En bestemt følelse: kærlighed, ensomhed, aggression og den slags,« siger Ben Burtt, der indrømmer, at han godt indimellem kan blive lidt skør af at bure sig inde i for lang tid af gangen med sine lydeffekter.
»Faktisk hele tiden,« griner han. »Jeg er alene alt for meget af tiden, og når jeg bliver sur så laver jeg kæmpe eksplosioner, så højt som jeg kan, boooom, boooom, booooom. Lyden af WALL-E der eksploderer i et flammehav! Men jeg elsker det. Det har altid fascineret mig, hvordan lyden kan dramatisere en historie, der er fortalt i billeder. Og »WALL-E« er et fantastiske koncept, for den er som en stumfilm i og med at det er billedsproget der er det vigtigste: karakterernes mimik, en drejning af hovedet. Og så kommer lyden oveni, for virkelig at overbevise dig om, at det er en maskine, der er i stand til at gøre det du kan se. Det er det der er tricket.«
Gamle og nye optagelser
Der findes kommercielle lydbiblioteker, hvor man som lyddesigner kan leje lyde, eller lydkomponenter, men Ben Burtts faglige stolthed byder han så vidt muligt at skabe nye originale lyde til hver eneste film han arbejder på. Der findes dog enkelte lyde, der bliver brugt igen og igen i hans arbejde. En af dem er en af de første lydoptagelse han overhovedet lavede.
»Jeg optog min bedstefars kortbølgeradio helt tilbage i 1964, alle de der underlige lyde den lavede når man skiftede mellem stationerne, og jeg har brugt dele af den optagelse i hver eneste science-fiction film jeg har lavet. Inklusiv »WALL-E«. For mig er det lyden af det ydre rum.«
Burtt foretrækker at arbejde alene, i sin egen legeverden, men engang imellem er det nødvendigt at indkalde assistance. Som da han skulle skabe lyden af 100 overvægtige mennesker, der glider ned af dækket på et rumskib der krænger.
»Jeg fik fat i 30 fitnessbolde, som vi skubbede ned ad gange og trapper i den bygning hvor jeg arbejder. Det var én stor lavine af træningsbolde, der væltede ned ad trappen, blblblblblblbblblblbl, mens folk sprang til alle sider. Og det blev så til lyden af fede mennesker der glider. Det gav den helt rigtige elastiske lyd,« siger Ben Burtt og afslører, at de andre mennesker der arbejder i samme bygning efterhånden er vant til at der sker underlige ting, når den 60-årige lyddesigner er i gang.
»De kigger ikke engang op fra deres skriveborde længere!«
