Manden der drømte om at forsvinde

I 1992 forlod en ung mand det civiliserede samfund for at prøve kræfter med naturen i Alaska. 112 dage senere døde han lykkelig i en forladt bus i ødemarken. Lige siden filminstruktør SEAN PENN hørte historien, har han drømt om at lave filmen om Chris McCandless’ søgen efter frihed. Resultatet kan opleves på fredag i biografen.

Sean Penn under filmfestivalen i Toronto september 2007. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Cassese / Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Der er en nervøs energi over Sean Penn, som minder om en ulv, der ved en fejl befinder sig i en hundegård. Eller en af de bjørne han selv har brugt i »Into The Wild«.

Han har selv indrømmet, at han som filminstruktør optog scener, der fik ham til at bide negle, mens de store dyr snusede omkring hans forsvarsløse hovedrolleindehaver Emile Hirsch.

For som Sean Penn siger, så »kan man træne en bjørn, men man kan aldrig tæmme den.«

Det er nemt at forestille sig den fornemmelse, når man sidder over for den 47-årige mand, der ikke alene er berømt for sin Oscar-vindende skuespillerkarriere, sine tænksomme film, ægteskabet med Madonna, men også for sit iltre temperament, der har efterladt flere nærgående fotografer med knubs, og et højtråbende politisk engagement, der sikrer, at han nok aldrig nogen sinde bliver inviteret til gallamiddag i Det Hvide Hus.

I dag ligner han en mand, der kun lige kan tolerere at være væk fra vildmarken i en kort periode, mens han holder audiens om sin nye film i London.

Den ternede skovhuggerskjorte, de grove vandrestøvler med knækkede snørebånd og strithåret fuldender indtrykket. Han kæderyger og vipper med foden, indtil vi får taget hul på et emne, der interesserer ham intenst: Historien om Chris McCandless og hans eventyr i vildmarken.

Bogen om den unge mand, der donerede sin samlede formue på 24.000 dollar til den velgørende organisation Oxfam og rejste ud i det blå for at møde sin skæbne uden nogen bindinger til det, vi andre kalder samfundet, har fascineret Sean Penn, lige siden han hørte fortællingen første gang.

»Jeg kan ikke huske, hvilket hotelværelse jeg var på, men jeg begyndte at læse den her bog, jeg havde købt i lufthavnen, og jeg kunne slet ikke slippe den igen.«

Manden der bare ville væk
Bogen er den amerikanske forfatter Jon Krakauers historie om den unge drømmer Chris McCandless, der fulgte sin store drøm om at rejse til Alaska og bo alene i ødemarken. I to år rakkede han rundt i USA uden penge, ID-kort eller bil for at leve efter sine egne idealer som Alexander Supertramp.

»Næste morgen havde jeg bare lyst til at købe en masse eksemplarer og give dem til alle, jeg kender, fordi det var vigtigt for mig, at de skulle kende den her historie, og jeg håber, det er den samme begejstring, jeg nu kan give videre med min film.«

»Hvad jeg beundrer mest hos Chris, var hans rene og skære viljestyrke,« siger Sean Penn, der brugte lang tid på at tale med den unge drømmers forældre for at forstå de følelser, der fik Chris til at rejse langt væk fra alt, hvad han kendte fra sit forstadshjem ved Washington DC.

»Han var i den grad en ung mand, der var helt sin egen. Det var ikke engang et angreb på samfundet. Som hans far så rammende sagde, var Chris ikke en mand, der ville brænde bygninger ned. Han ville bare væk fra dem. De interesserede ham ikke det mindste.«

Det er en følelse, der på en og samme tid frastøder og tiltrækker Sean Penn.

»Jeg ved godt, at jeg har kone og to børn og er 47, men jeg kan godt huske, hvordan det var at være søgende. Det fascinerende er at stå ved det sted, hvor vejen deler sig. Der er noget ekstremt fristende ved tanken om at forsvinde ud i det blå, ud i vildnisset og leve et langt mere simpelt liv.«

At det måske er den dybe forståelse for, hvad der drev Chris til at forvandle sig til Alexander Supertramp, tror Sean Penn selv var en af de medvirkende årsager til, at filmen endelig blev til virkelighed. For i første omgang var Chris McCandless’ forældre ikke specielt interesserede i tanken om at se deres søns liv og død. For historien om den unge vandringsmand har ikke nogen happy end. I hvert tilfælde ikke sådan som den ser ud efter den sædvanlige Hollywood-skabelon.

Kompromisløs stræben
Alexander Supertramp når frem til sin destination og får sit møde med naturen, akkurat som han drømte det. Men det er et møde, han ikke overlever.

»Der var flere filmproducenter, der havde henvendt sig til forældrene for at få rettighederne til at lave filmen, og de havde altid sagt nej. Det gjorde de også til mig i første omgang. Men pludselig ringede de op en dag og sagde, at jeg gerne måtte lave filmen, og selvfølgelig sprang jeg til med det samme. Jeg har senere spurgt hvorfor, og de sagde en af grundene var, at jeg var den eneste, der ikke kom viftende med en stor check og talte om penge. I stedet talte jeg om Chris.«

Sean Penns var ikke den eneste i Hollywood, der var blevet dybt berørt af sagaen om Alexander Supertramps rejse til vildnisset i Alaska.

»Til min store overraskelse var det en af de film, jeg nogensinde har haft lettest ved at få lov til at lave i Hollywood. Jeg ringede bare til produceren, og han sagde ja med det samme. Det er en historie, folk føler sig forbundet med.«

For Sean Penns eget vedkommende er det den kompromisløse stræben efter idealet, der har fanget ham i fortællingen. Selv leder han stadig efter lykken. Den kommer til tider, men den er flygtig.

»Hvad er lykke? Det er små glimt, man får engang i mellem. I den seneste måned har jeg måske haft ti minutter, da jeg var på havet og surfede. Jeg kan godt se på og påskønne en smuk solnedgang, men det er ikke noget, der gør magiske ting ved mig.«

Heller ikke den kreative proces, det er at lave film, er egentlig forbundet med nogen lykketilstand for Sean Penn, selvom han selv siger, at det er noget af det, han helst foretager sig næst efter at opdrage sine to børn.

»At lave en film er lidt ligesom at løbe. Hvis man ikke falder om af udmattelse, når man er færdig, er det fordi, man ikke har arbejdet hårdt nok.«

Det kan lyde bombastisk, men Sean Penn er en mand, der tror på, at ord og handling hører sammen. Da orkanen Katrina hærgede New Orleans, nøjedes Sean Penn ikke med at beklage situationen eller at sende penge til redningsindsatsen. Han rejste i stedet til orkanområdet, smøgede ærmerne op og begyndte at redde folk ud af katastrofeområdet. Det er for ham rigtig politik.

»Politik er at opnå livskvalitet. Resten er bare en akademisk øvelse.«

Derfor er har han ikke meget andet end advarsler til overs for amerikansk politik.

»Jeg siger, som Bruce Springsteen gør det i en af sine sange: Vi er kommet meget langt, og nu går vi tilbage,« citerer Sean Penn, der heller ikke har så meget fidus til Barack Obama, der mere og mere ligner en kommende demokratisk vinder i de amerikanske primærvalg.

»Når man først bevæger sig ind på midten, opfører man sig som folk, der befinder sig på midten, og på midten finder man dem, der er langt ude til højre.«

I stedet er det større ting som religion og døden, der optager filminstruktøren, når han ikke er i vildmarken.

»Hvis Gud eksisterer, er det en vittighed, og hvis han ikke eksisterer, er det egentlig bare den samme vittighed. Men jeg må sige, at hvis Gud findes, har han krav på respekt for ikke at være andet end et stort mysterium,« mener Sean Penn, der især har tænkt over, hvorfor Chris McCandless døde alene i vildmarken.

»Her er min egen lommefilosofi om døden: Videnskaben og religion kan kun blive enige om, hvad død betyder, for så vidt at det er enden på noget, men hvad kan få en død til at betyde noget?«

At deres søns – den selvudråbte vagabonds – død fik så stor betydning, havde Walter og Billie McCandless formentlig aldrig forestillet sig. Men de fik det at se på det store lærred, da de så »In to The Wild«.

»De fik lov til at se den alene, for det var et meget privat øjeblik for dem. De var på sin vis vidner til deres søns død,« siger Sean Penn.

Chris McCandless overlevede 112 dage i ødemarken med en pose med nogle få kilo ris og en riffel. Hans dødsårsag er aldrig blevet 100 procent fastslået, men der er generel enighed om, at han døde af enten sult eller ved at spise giftige planter ved en fejl. Han blev fundet i afpillet tilstand i en forladt bus nummer 142 midt i ødemarken i Alaska. Men han døde lykkelig.

Få dage inden han omkom, nåede han at skrive sit farvel til denne verden.

»Jeg har haft et lykkeligt liv og takker Herren. Farvel og Gud velsigne jer alle.«

»In to the Wild« har premiere i Danmark i morgen, og anmeldes på dagen her i avisen.