Man kniber en glædeståre, fordi filmen er slut

"Saint Laurent" handler om modeskaberen Yves Saint Laurent, men bliver en langsommelig og larmende uinteressant affære.

Filmcover Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er film, som er lange, men som føles korte, og hvor man kniber en tåre, når det hele er slut, fordi man ikke har lyst til at blive revet ud af biografens mørke.

Og så er der film, som er lange, men som føles ekstremt lange, og hvor man kniber en tåre af glæde, når det hele endelig er slut, og man kan forlade biografens mørke.

Franske Bertrand Bonellos "Saint Laurent", der kæmper om Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes, tilhører den sidste gruppe af film.

Gal, men genial

Med en spilletid på to en halv time fortæller Bonello historien om den berømte franske modeskaber Yves Saint Laurent. Eller, det gør han egentlig ikke.

Vi får en lang række scener, primært fra perioden 1967-1976, hvor vi følger Yves Saint Laurent, mens han skaber og udvikler sit modeimperium og sine kanoniserede kreationer. 

Her tegnes et billede af en visionær og genial, men samtidig plaget figur, som bruger og misbruger alt hvad der er forhåndenværende. Han ryger, drikker og tager piller i spandevis, og han har en række seksuelle møder - særligt et stormfuldt og kaotisk homoseksuelt forhold til den udsvævende og komplekse Jacques de Bascher optager instruktøren. I perioder er modeskaberens kreative energi helt væk for pludselig at eksplodere i fornyet genialitet, mens alle omkring ham blot står og venter på at modtage og virkeliggøre hans guddommelige inspiration.  

Smukke billeder er ikke nok

Der er enkelte scener med humor, elegance og filmisk vid, Gaspard Ulliel har bestemt fascinerende træk i hovedrollen som Yves Saint Laurent, og stilmæssigt har Bonello hængt et nøje afstemt sæt tøj på bøjlen: Smukke billeder, elegant montage og et tidstypisk soundtrack.

Problemet er bare, at alle i dag kan lave smukke billeder, elegant montage og et tidstypisk soundtrack, og når man prøver tøjet på, så føles det ligeså koldt og distanceret, som modellen på en catwalk. Vi kommer ikke rigtigt ind under huden på Yves Saint Laurent, men får i stedet endeløse rækker af poseringer.

Ikke særlig interessant

Hvor Mike Leigh i "Mr. Turner", en anden såkaldt biopic, der også deltager i hovedkonkurrencen her i Cannes, på fornem vis formåede at skabe et helt tidsbillede i sit portræt af den engelske maler J.M.W. Turner - en mindst ligeså gal/genial personlighed som Yves Saint Laurent - uden at tabe sin hovedperson af syne, så lykkes den øvelse langt fra for Bonello. YSL er en selvoptaget, martret, men genial, figur ved begyndelsen. Han er en selvoptaget, martret, men genial, figur to en halv time senere. 

Instruktøren er mest af alt interesseret i Yves Saint Laurent, som mest af alt er interesseret i sig selv, og det er ikke særlig interessant.

"Saint Laurent" er den anden franske film på kort tid om den berømte modeskaber. Den første hed "Yves Saint Laurent". Bonello har derfor klippet "Yves" ud af sin titel. Det er langt fra det eneste, han burde have klippet ud, nu han var i gang.