Man kan ikke forlade sin fortid

Interview »Det som ingen ved« hedder Søren Kragh-Jacobsens tiende spillefilm. Han har længe haft lyst til at kaste sig over thrillergenren og gør det med en hovedrolle skrevet til Anders W. Berthelsen. Historien er egentlig den samme som altid.

»Måske glemmer man at passe på det her demokrati, som nu er halvandet hundrede år gammelt. Det skal man tænke lidt over. Især i en tid, hvor man indfører særlove, der tillader statsmagten at aflytte mobiltelefoner og tjekke dine mails,« siger Søren Kragh-Jacobsen om baggrunden for sin nye film »Det som ingen ved«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samtalen kører. Den går helt tilbage til hans tidligste film. Pludselig siger Søren Kragh-Jacobsen: »Jeg har jo altid lavet den samme historie,« som slæbte ordene ikke rundt på en overraskelse, men indlysende selvfølgelighed. Han kigger op.

Altid den samme historie. Hvordan skal det forstås?

Søren Kragh-Jacobsen sidder godt tilbagelænet i sit hjem på Østerbro. Han har armene samlet bag hovedet og fødderne oppe på »gravpladsen af kuldsejlede projekter« – et bord overdækket med adskillige lag papir.

Øverste lag er kridhvidt, jomfrueligt, men man kan herigennem skimte de underliggende lag. Nye papirduge er lagt over, hver gang et underliggende skulle væk eller var fyldt til bristepunktet med skrift og ideer. Mumificerede streger af strejfende tanker, omrullet og indkapslet, når nye streger skulle fra fantasien og ned på papir.

Rundt om i rummet fylder minder op. I hjørnet hviler ti guitarer og vidner om dengang, han spillede i band. Til den anden side, øverst på en hylde står to Bodil-statuetter og kigger benovet på et par Robert-statuetter som to hvidklædte kvinder, der kigger efter deres forangående mænd.

Hans nyeste værk, »Det som ingen ved«, får premiere i dag. En film i krimigenren. En thriller, som danske produktioner traditionelt ikke har beskæftiget sig med. Men nu kom tiden for Søren Kragh-Jacobsen.

»Det er jo sådan set en genre, jeg har haft lyst til at lave i mange, mange år. Og som min tiende film syntes jeg, det var meget naturligt at kaste mig over den. Desuden synes jeg også, jeg busede ind i en tematik, som kunne passe ind i sådan en historie.«

Overvågningstruslen
Tematikken er overvågningssamfundet og de faldgruber, der også er midt imellem. Hvad nu, hvis man ikke aner, hvad det er, man har gjort galt, men alligevel bliver overvåget. Så er man derhenne, hvor hovedrollen, børneentertaineren Thomas Deleuran spillet af Anders W. Berthelsen, befinder sig. Der, hvor Thomas Deleuran har trådt forkert, men ikke aner hvorfor.

»Nøglescenen er midt i filmen, hvor Ursula spørger ham: »Hvad har du egentlig gjort?« Og han svarer: »Jamen, jeg har ikke gjort noget.« Nej, præcis. Det er et af grundlagene for at lave den her film. Jeg mener, vi lever i en stærkt overdrevet paranoid verden, hvor trusselsbilledet er fuldstændig skævvredet, og jeg ved ikke, hvad løsningen er, men det er vel, at man beder sin regering, sin stat om hjælp til at passe på sig. Det er i hvert fald den tendens, jeg ser derude.«

Søren Kragh-Jacobsen kaster selv bolden op i luften.

»Jeg synes, vi mangler en tematisk film om statsmagten. Altså nu, hvor man på mange måder kan sige, at vi er i denne besynderlige overflod af friværdi, og jeg skal komme efter dig. Måske glemmer man at passe på det her demokrati, som nu er halvandet hundrede år gammelt. Det synes jeg, man skal tænke lidt over. Især i en tid, hvor man indfører særlove, der tillader statsmagten at gå ind og aflytte mobiltelefoner og tjekke dine mails.«

Det var blandt andet et gravearbejde i svenske konspirationsteorier, der gav brændstof til at lave en film om emnet.

»Tager man til Sverige, har de mordet på Anna Lindh, mordet på Olof Palme og så har de SÄPO. Det har vi jo ikke. Men derfor synes jeg stadigvæk, det er interessant at lege med tanken, for jeg tror ikke, vi er så uskyldige. Det er jo et stykke fiktion, men vi skal ikke være så naive, at vi ikke tror, der sker ting under overfladen og især måske i de her år, som vi ikke kan se. Så tiden var kommet til at lave denne film.«

Hvorfor tvinge thrillerens form igennem?

»Sådan tror jeg, man ville opleve det, hvis man pludselig trådte forkert. Hvis man pludselig bevægede sig ind i det her mørke,« siger han.

The son next door
»Jeg ville lave en film, hvor jeg aldrig slipper min hovedperson med kameraet. Hvor jeg aldrig klipper til nogen skurke eller helte. Jeg ville så at sige påmontere kameraet på skulderen af Thomas Deleuran og så lokke publikum i halen på ham.«

Faktisk er rollen skrevet netop til Anders W. Bertelsen.

»Der er noget utrolig godt i at skrive til et ansigt, så jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være Anders W. Berthelsen. Noget af det, jeg holder allermest af, er at have en skuespiller i hænderne, som er så fint tunet som Anders, som kan justere så lidt på sig selv med ganske få ord fra mig, og som samtidig altid er i så satans godt humør.«

Søren Kragh-Jacobsen kigger til siden og smiler, mens minderne graver sig op til et åndehul i hukommelsen, og et smil svømmer frem på ansigtet.

»Han er jo en dansk James Stewart. Det er »the son next door«. Altså tag til Jylland. De elsker jo Palle From (Anders W. Berthelsens rolle i DRs »Krøniken«, red.), og et eller andet sted elsker de ham i »Taxa«. De elsker ham i alt muligt.«

I »Det som ingen ved« fører Søren Kragh-Jacobsen sin hovedrolle frem til en erkendelse om »livets korthed og kærlighedens storhed«, som han formulerer det. Og det er i forlængelse af disse pointer, at Søren Kragh-Jacobsen fortæller, at han altid laver den samme historie.

»Det er den samme historie, men altså vredet, vendt og drejet, bedre og dårligere. Det, tror jeg, mange instruktører gør. Altså, man kan jo spørge: »Hvad laver du?« Og få svaret: »Jeg laver mødet.« »Nå, det er sjovt. Hvad laver du?« »Jamen, jeg laver sådan set det lille menneskes rejse og sejr eller det med at vinde troen tilbage på sig selv.« Det sker for Claus i »Vil du se min smukke navle«, det sker også for Gummi Tarzan. Det sker for hovedpersonen Thomas i »Drengene fra Skt. Petri«,« siger Søren Kragh-Jacobsen og perspektiverer til sin nye film:

»Det sker også for Thomas Deleuran i »Det som ingen ved«, da han erkender, at der er et andet liv end det hurtige liv, løgnen og moralen, altså da det går op for ham, at man ikke kan forlade sin fortid, men bliver nødt til at tage stilling her og nu. Det er ikke nogen historie, der er ubekendt for mig. Jeg synes bare, jeg bliver bedre og bedre til at fortælle den. Det håber jeg da, jeg gør. Jeg raffinerer den i alt fald i alle mulige retninger.«