Malerierne lever på lærredet men ansigterne er døde

En tosset idé og en Oscar-nominering gav store forventninger til animationsfilm om Vincent van Gogh. Desværre indfrier filmen kun løfterne på billedsiden.

Foto - Loving Vincent

Filmprojektet ”Loving Vincent” er næsten lige så forstyrret og rablende skørt, som kunstmaleren Vincent van Gogh var mentalt udfordret og vel nærmest sindssyg. Idéen er at lave en film om Van Gogh, der ligner hans billeder i den velkendte stil med lettere rundtossede penselstrøg i meget stærke farver. Og hvordan gør man så det?

Instruktørerne Dorota Kobiela fra Polen og Hugh Welchman fra England besluttede sig for at lade 150 kunstmalere male ovenpå filmens 65.000 frames. Der er 24 billedframes i sekundet i en film og hvad har de så malet ovenpå? Skuespillere der har spillet de forskellige scener. Resultatet er verdens første ”malede film”, som ”Loving Vincent” kaldes. Der er brugt fire år på at udvikle teknikken og ti år på at producere filmen, og den er ikke så lidt af en unik collage.

At markedsføre sig med at være den første ”malede film” lyder som en videnskabelig og teknisk salgstale. Den virker så langt, at man de første mange minutter er fascineret af, at se et maleris patina overført til et filmlærred. Man har lyst til at lade øjnene vandre og endda næsten lyst til at røre ved lærredet med fingrene. I visse scener smelter og bruser malingen hen over lærredet i opfindsomme kombinationer, og det virker som om et eller andet stort og banebrydende er i vente, mens man leger gætteleg, for der er nemlig op mod 120 af Van Goghs malerier gemt i filmens tableauer.

Men så kommer øjeblikket, hvor historien kommer til at betyde noget, og her begynder problemerne, og de stopper ikke rigtigt siden. Hollandske Vincent van Gogh malede de fleste af sine mange malerier i Sydfrankrig i 1880’erne, hvorefter han begik selvmord i nærheden af Paris i 1890. De sidste to år af hans liv, var han ekstremt produktiv, men han døde ukendt, fattig og syg i en alder af kun 37 år og er først efter sin død blevet anerkendt som et geni. Dødsårsagen var formentlig selvmord.

I den flotte og til at begynde med overrumplende ”Loving Vincent” er det ikke den velkendte historie om Vincent van Gogh der direkte fortælles. Hans og broderen Theos skæbne er pakket ind i en flash-back-fortælling, hvor en ung ven af van Gogh et år efter deres død forsøger at finde ud af, hvorfor det gik dem så galt. Blandet med farverne dukker også enkelte scener op i sort og hvid, og historiefortællingen bliver alt for floromvunden til, at der er mulighed for at føle for skæbnerne.

Lejlighedsbiografgængere vil finde filmen forvirrende og kunstfreaks vil måske elske de utraditionelle billeder, men jeg selv lander et sted midt imellem, hvor jeg har stor respekt for idéen men en meget lille forståelse for, at man ikke har tænkt på, hvordan vi som biografgængere skulle være inddraget mere i historien.

Bedst går det med gengivelserne af malerierne med udendørs baggrunde og interiørscener med møbler, men straks der kommer personer i billederne og deres ansigtsbevægelser får betydning, begynder det at gå galt. Her mærker man, at udtrykket i ansigterne er for dødt og det dræber lysten til at følge med detektivtypen rundt og entusiasmen overfor eksperimentet løber ud.

Alt efter humør kan man kalde filmen for en virtuos kuriositet, men det er mere ædrueligt at lande et sted mellem unik og forglemmelig.

Hvad: Loving Vincent. Hvem: Instruktør: Dorota Kobiela og Hugh Welchman. Hvor: Premiere over hele landet.