Mænds kriser er til grin

Mænds midtvejskriser har længe været genstand for komik på film, mens de jævnaldrende kvinder lider i tavshed.

For nogle år siden var jeg på campingferie på Bornholm, og min ferielekture var Jens Bjørneboes »Krudttårnet«, en bog om sindssyge, død og menneskelig fornedrelse. Om aftenen havde bogen hensat mig i et underligt humør, og jeg havde svært ved at glæde mig over Dueoddes blide sommerskumring. Kort efter mørkets frembrud åbnede himlen sine sluser, og mens floder af regn og mudder fyldte mit telt, blev jeg selv opfyldt af en silende fornemmelse af meningsløshed. Jeg var midt i 30erne og var i strakt styrtløb til min første midtvejskrise.

Der var ikke meget at grine ad den følgende morgen, og min oplevelse stod i grel kontrast til det, jeg havde lært af at se mænds aldersbetingede kriser udfolde sig i spillefilm. Her er mænds midtvejskriser nemlig til grin. Det er ihvertfald det, som er underforstået, når man ser danske spillefilm som den biografaktuelle »Swinger« eller amerikanske film, fra Sam Mendes’ kultklassiker »American Beauty« (1999) til Judd Apatows række af sociale komedier med ynkværdige mænd i centrum, fra »The 40-year-Old Virgin« (2005) til »This is 40« (2012).

Møllesten om halsen
At der ikke er tale om en generel menneskeskildring, kan udledes af den måde, kriseramte kvinder fremstår på. Nutidens kvindekomedier, som »Trainwreck« eller »Bridesmaids«, handler om en tidligere livsfase og typisk om en desperat jagt på den magiske, eneste ene. Den jagt er overstået for de midaldrende mænd på film, og deres eneste ene er ofte blot blevet til endnu en møllesten om halsen på den kriseramte, som det er tilfældet i »American Beauty« og »Lost in Translation« (2003).

Den latterlige, kriseramte mand har en lang forhistorie på film. Jack Lemmon havde rollen som latterligt, livsforskrækket nervebundt i komedier som »Hvem støver af?« (1968) og »Lille mand i knibe« (1975). 40-50 år efter kan disse film også ses som film om et amerikansk samfund, der er i færd med at fordøje at kønsrollerne er eroderet, og hvor manden som patriark er på vej til at blive komisk.

Bodybuilding og døden
Kevin Spacey som den forhundsede kontormand Lester Burnham i »American Beauty« kunne være en pendant til Jack Lemmons eksistentielt udfordrede mand, bortset fra at Lester reagerer med beundringsværdig kynisme på sin egen midtvejskrise. Han afpresser sin chef, lægger an på naboens datter og trækker på skuldrene af sin kones affære. Men Lesters krise er også latterlig, hvilket understreges, da han køber den klassiske midtvejskrise-sportsvogn, og da han begynder at bodybuilde med verdens mindste håndvægte, og i sidste ende bliver Lesters projekt med at genskabe sig selv tilmed straffet med døden.

Woody Allen, der er berømt for den kolossale aldersforskel mellem hans egne filmkarakterer og de kvinder, han spiller over for, har lavet snesevis af midtvejskrise-film, også længe efter at han selv er kommet ud af de farlige år og ind i den sene panikalder.

Selv hans metafysiske komedie »Midnight In Paris« (2011) er præget af den komiske krise-mand, og hovedrollen Gil er meget betegnende spillet af Owen Wilson, der har haft en af de mest offentlige midtvejskriser i den amerikanske filmbranche. At Gil under et ophold i Paris oplever at kunne rejse i tiden, kan sagtens ses som midtvejskrisemandens barnlige ønskedrøm om at skrue tiden tilbage.

Om og om igen
Skuespilleren Bill Murray, der er mange midaldrende mænds forbillede i kraft af sin evne til at temperere den fremadskridende alders tragedie med svalende sarkasme, har været komisk i flere midtvejskrisefilm. »En ny dag truer« (1993), hvor den livstrætte TV-vejrmand Phil bogstavelig talt oplever den samme vinterdag om og om igen, kan ses som én stor metafor for det at være indespærret i sin egen midtvejskrise.

Phil bruger først fænomenet til at score hver eneste kvinde i hans omverden, så lærer han sig at blive byens bedste boogie-woogie-pianist, og derefter rammes han af bundløs depression, men han kan end ikke få lov at tage livet af sig selv uden at blive genfødt til den endeløse midtvejskrise. »En ny dag truer« er en dybt original film, selv om Phils vej ud af helvedeshjulet via ægte kærlighed er en træt tradition, som Hollywood aldrig nogensinde vokser fra.

Endelig blev den midaldrendes snigende forståelse af at være helt og aldeles uden betydning i det store kosmiske regnskab gjort til omdrejningspunkt i Alejandro Iñárritus »Birdman or (The unexpected virtue of ignorance)« (2014), hvor Michael Keaton gestalter den aldrende mands, og måske i særdeleshed Hollywoods, frygt for at blive glemt af verden.

Film om kvinders krise?
Årsagen til, at mænds kriser er gjort komiske, er formentlig , at mænd har lært at vende frustrationerne udad og agere. Det giver action, som kan bruges til film, mens kvinderne vender det indad, hvilket mere egner sig til litteratur. Måske ligger der en skæg film om kvinders overgangsalder og venter på at blive lavet.

Min egen bornholmskrise blev der lagt en dæmper på, da min kammerat under en cykeltur begyndte at skråle »I skoven sku’ vær’ gilde«, så øens råbukke syntes at brøle i takt. Det var ikke, fordi det som sådan fik bugt med meningsløsheden, men det gjorde da i det mindste midtvejskrisen momentant mere munter.