Mænd af stål

Film: »Helvedes Touren«Den medrivende tyske dokumentarfilm »Helvedes Touren« giver et fantastisk interessant indblik i Tour de France 2003.

Foto: Bruno Fablet Fold sammen
Læs mere

Er det klogt at køre ned ad et bjerg med 95 kilometer i timen på dæk, som er 2,5 centimer brede?

Nej, det er ikke særlig klogt, men man gør det alligevel og tænker først på risikoen bagefter, konstaterer Erik Zabel. Og han ved, hvad han taler om, for han er en hæderkronet veteran inden for cykelsporten og har dødsforagtende suset ned ad flere stejle bjerge end de fleste andre.

Ud over at have vundet talrige spurter i massevis af cykelløb gennem tiderne er den tyske sprinter også den perfekte hovedperson i dokumentarfilmen »Helvedes Touren«, der følger cykelholdet Telekom - som nu hedder T-Mobile - i Tour de France i 2003. For den nydelige Zabel er et usædvanligt sympatisk bekendtskab, beskeden og selvironisk, og han er en velformulerende mand, som har sans for humor og er god til uden omsvøb at forklare, hvordan rytterne oplever verdens største og hårdeste cykelløb.

Dermed bliver Pepe Danquarts film både et virkelig interessant kig bag cykelsportens kulisser (hvor man f.eks. ser en rytter barbere sine ben og får forklaret, hvorfor han gør det), en unik beretning om Tour de Frances lange historie og et medrivende gensyn med en ekstraordinært dramatisk årgang - 2003 var jo bl.a. året med Tyler Hamiltons brækkede kraveben, med spanske Joseba Belokis dramatiske styrt, der sendte Lance Armstrong på løbetur hen over en mark i et hårnålesving, med samme Armstrongs styrt på en bjergetape og med Jan Ullrichs styrt på den sidste enkeltstart.

Alt dette genoplever man i »Helvedes Touren« i åndeløst spændende billeder, og ved siden af Erik Zabel i centrum får man også et glimrende indtryk af hans hold- og hotelværelse-kammerat Rolf Aldag - en loyal og lidt anonym slider, som i 2003 nærmest naturstridigt kortvarigt bar den prikkede bjergtrøje efter et vildt udbrud sammen med bjergkongen Richard Virenque. Det var i øvrigt ved den lejlighed, at den daværende TV-kommentator Jørn Mader om Rolf Aldag sagde de uforglemmelige ord, at han af Virenque »blev plantet som et tysk bøgetræ i Harzen«.

Den slags bedårende vås møder man ikke i »Helvedes Touren«, for Erik Zabel og hans kolleger - mænd af stål, som aldrig praler - fortæller ganske nøgternt om rytternes håb, bekymringer, skuffelser og anfald af regulær angst, og på den måde giver Pepe Danquarts film med sin påén gang sobre og sanselige dokumentarstil à la Jørgen Leths klassiske værker om cykelsport et mere klart, rent og fyldigt indblik i en fascinerende verden end Tómas Gislasons tematisk nært beslægtede danske »Overcoming«, hvis fundamentalt spændende beskrivelse af holdet CSC i Tour de France 2004 skæmmes af distraherende stilistiske krummelurer hentet fra eksperimentalfilmens kryptiske univers.

»Helvedes Touren« opleves heller ikke som perfekt, for i en række historiske dokumentaroptagelser viser den nærbilleder af fængslende rytteransigter, som man meget gerne ville have haft navne sat på, ligesom den i skildringen af Tour de France 2003 ikke altid husker at fortælle os, hvem der egentlig vandt de højdramatiske massespurter, som den så flot viser.

Det er dog indvendinger så snævre som cykeldæk. For det er en fornøjelse eksempelvis at lytte til Erik Zabels ærlige erkendelse af, at hans italienske konkurrent Alessandro Petacchi simpelt hen er hurtigere i en spurt, og for enhver med bare moderat interesse for landevejscykling er »Helvedes Touren« voldsomt underholdende. For os, der elsker denne sportsgren og ikke gider høre mere om doping lige nu, er filmen selvfølgelig et soleklart must.