Mads Brügger i Congo

Klædt ud som diplomat fra kolonitiden har grænseoverskridende Mads Brügger sat sig for at udstille korruption i Afrika. Dermed skyder han på hele den vestlige verden, og det er ikke svært at ramme.

Med noget, der ligner et diplomatpas, i lommen fører Mads Brügger sig frem blandt godt- og skidtfolk i Den Centralafrikanske Republik. Fold sammen
Læs mere

Teknisk set er Brügger ikke i Congo som Tin Tin var det, for der er en flod mellem Den Centralafrikanske Republik og Congo, der i øvrigt i dag hedder noget helt andet. Referencerne til Tin Tin universet er dog ikke til at tage fejl af. Pilskaldet, med fuldskæg, ridebukser og støvler til knæet har Brügger kalkeret sin diplomat i »Ambassadøren« på skurken Müller fra Tin Tin-universet. Det er et design, der virker, og det er med til at understrege filmens mere groteske øjeblikke.

Det er nemlig rystende, hvor let det er at få fat i noget, som ligner et diplomatpas, og med sådan et rejser Mads Brügger til Den Centralafrikanske Republik. Landet hvor slynglen Bokassa engang regerede. I dag er der en lidt mindre notorisk forbryder ved roret. Under dække af at ville lave en tændstikfabrik forsøger Brügger at komme i lag med en diamanthandler, og det lykkes efter lobbyisme og såkaldte lykkekonvolutter - læs korruption. Med diamanter i lommen og diplomatpas kan han derefter i teorien rejse over landegrænser med diamanter eller store summer penge uden at blive stoppet i tolden.

Egnet til eksport

Diplomathatten af for Mads Brügger, der sætter fingeren på et af verdens ømme punkter. Korruptionen og bagved den økonomisk skævhed og lovløshed i den tredje verden. Idéen er original, og filmen burde kunne eksporteres akkurat som diamanter. Hvis altså lige man erstatter Brüggers egen voice over på et gumpetungt engelsk med en professionel speaker.

Med sin nærmest slapstickagtige form er Brügger tæt på at komme i vejen for sine egne pointer. Det er skægt nok fundet på at bruge amerikansk swingmusik fra 1930erne og 1940erne som kontrast til det ludfattige Afrika, men han går over gevind med billige bemærkninger om kinesere og håndteringen af en pygmæstamme.

Uden den kække tegneserieagtige tone, havde budskabet stået stærkere. Den opdigtede diplomats fortrædeligheder ender i for megen farce og papirnusseri og overlader det til et interview med præsidentens sikkerhedschef at blive filmens anker. Optaget med skjult kamera fortæller han nøgternt og desillusioneret om det politiske spil i landet. Selv om han sidder på flæsket, har han allerede givet op og hans tykke krop og trætte øjne fortæller historien bedst.