De fleste sportsinteresserede danskere over 50 år husker tydeligt, hvem Jørgen ”Gamle” Hansen er. Til yngre læsere kan det oplyses, at han er en Rocky-lignende karakter i dansk professionel boksning og mere til. I dag er han 74 år gammel og erklæret boksedement, men han debuterede som professionel bokser allerede i 1969 og boksede til han var næsten 40 år gammel. Rekordlisten siger 92 kampe, hvoraf han har vundet de 78, men han har altså så også tabt hele 14 kampe.
De fleste professionelle boksere har ikke tabt så mange kampe, når karrieren er slut. Et, to eller tre nederlag kan være nok til, at de mister modet. Sådan var det bare ikke i særtilfældet seje Jørgen Hansen, der til daglig brugte en god del af sine muskler på Aalborg Værft. I filmen møder vi ham – spillet af Mikkel Boe Følsgaard – i de år, hvor han efter den første bølge af gevinster er begyndt at tabe for mange kampe. Samtidig står det ikke så godt til med økonomien i hjemmet, hvor hans hustru er nervøs for, at banken vil tvinge dem til at sælge huset. Lene Maria Christensen spiller den snusfornuftige kone, der både har blik for de regninger der skal betales og en kærlighed til sin hårdtslående mand. Efter rollen som Richard Møller Nielsens bagland i ”Sommeren ’92” har hun efterhånden speciale i at spille sportshustruer, og det gør hun fint.
Langsomt nærmer Jørgen Hansen sig den legendariske titelkamp mod den selvsikre englænder Dave ”Boy” Green i Randers, hvor englænderen får Hansens hårde handske at smage. Det var op til den kamp, flere danske medier frygtede Hansen ville blive lemlæstet, fordi han var overmatchet, men han gjorde spådommene til skamme blandt andet blandt andet fordi Ayub Kalule gav ham ny inspiration. Senere i karrieren – og efter filmens slutning – vandt Jørgen Hansen to EM-kampe mod Hans Henrik Palm, men tabte også engang en kamp i USA nærmest uden at nå at slå et slag.
Nøglen til Hansens boksesucces lå i hans sejhed og hans hårde slag indimellem, men i perioder virkede han også frygtsom og som typen, der godt kunne tage en tælling siddende på knæene, selv om han ikke var særlig hårdt ramt, blot for lige at sunde sig lidt. Der er således masser af drama i Jørgen Hansens historie og i hans op- og nedture, og de bliver generelt set lidt for hyggeligt afleveret. Jørgen Hansens one-liners er morsomme, som når han for eksempel siger om Dave ”Boy” Green: ”Det kan godt være, han kun har tabt en kamp, men så er det på tide, han taber en til”. Så enkelt er livet dog nok næppe, men i ”Den bedste mand” er en smadret mand på toppen igen efter en hurtig løbetur med hunden.
Søren Mallings udgave af Mogens Palle virker godt ramt, men boksepromoteren er også en relativt let karikatur at have med at gøre med sin overgearede indlevelse i arbejdet og ærekære temperament. De nogenlunde realistiske boksescener bør også roses. ”Den bedste mand” er således alt i alt rimelig god underholdning, man kan tage direkte fra kolonihaven i biografen for at se. Springet vil føles umærkeligt.
Vil man i stedet for Jørgen Hansens liv som skønmaleri have hele historien, hvor man for alvor kan mærke slagene og føle sårene hele, bør man læse Birgitte Lorentzens fremragende bog ”Gamle Hansen”. Det er den bog, som produktionsselskabet Nimbus Film via advokater i månederne op til filmens premiere har haft travlt med at lægge afstand til. På trods af at man i researchfasen og under forproduktionen af filmen ifølge forfatteren på flere måder har brugt bogen. Instruktør Mikkel Serup er på spillefilmsfronten gået fra ”Klassefesten 2” til ”Den bedste mand”. I boksemetaforer er det som at gå fra en cirkuskamp til en forkamp ved et stort stævne. Musikken i afleveringen af ”Den bedste mand” er der bestemt ikke noget i vejen med, så man tiltror gerne instruktøren en kamp om et mesterskab næste gang.
Hvad: Den bedste mand. Hvem: Instruktør: Mikkel Serup. Medvirkende: Mikkel Boe Følsgaard. Lena Maria Christensen, Søren Malling. Hvor: Premiere over hele landet.
