Store larmende blockbusterfilm kan godt være en fornøjelse, men de kan også være lidt af en pine i biografen, hvis der overhovedet ikke bydes ind med noget nyt eller der bare er lagt personlighed eller sjæl i de velkendte skabeloner. Det begynder ellers meget godt i ”The Mummy”, hvor Tom Cruise og Jake Johnson spiller et par lejesoldater, der ikke går af vejen for at stjæle arkæologisk guld med hjem, når lejligheden byder sig. Da de som følge at et droneangreb støder på en gammel egyptisk grav i nutidens Iraq omkring 1000 kilometer fra Egypten, bliver de ekstra nysgerrige. Men det gør arkæologen Jenny Halsey (spillet af Annabelle Wallis fra tv-serien ”Peaky Blinders”) også. Det viser sig, at der i graven gemmer sig en mumie af en kvindelig farao, Ahmanet, der i sin tid blev begravet levende.
Allerede på vej i et transportfly til London er mumien i gang med at vikle sig ud af bandagen og hurtigere end lejesoldaterne kan nå at råbe: ”Vi har gjort guderne vrede!” spredes skræk og rædsel. Ahmanet kan suge livet ud af mennesker, der straks bliver til en slags mumie-løjtnanter i hendes grumme tjeneste. Samtidig oplever Nick Morton (Tom Cruise), at Ahmanet er ved at tage magten over hans krop og sind.
I måden spændingen holdes i gang på er det tydeligt, at mumiernes gøren og laden er stærkt inspireret af nutidens tv-serier og film med zombier. De er hurtige og de er voldsomme frem for at være stavrende som gammeldags zombier. I filmens første time er der tilløb til noget originalt ihukommende de indledende ord om personlighed i de store dyre amerikanske film. Stemningen er konsekvent ret dyster og selv om handlingen nonsens, virker det hele dog semitroværdigt på sin egen opkørte facon.
Eventyrfilmen har ikke alene overnaturlige undertoner men også metafysiske overtoner. Og hvis ikke jeg, for at finde så meget mening som muligt, nærlæser filmen med alt for stor lup, er der et par fornøjelige hilsner til den store filmtrilogi i genren. Akkurat som Indiana Jones gjorde det i sin tid, så løser Nick Morton nemlig også en farlig situation eller to modvilligt med en pistol. Og mon ikke en scene hvor Tom Cruise befinder sig nøgen i et lighus er tænkt som en morbid hilsen til hans dans i underhylere som ung mand i ”Risky Business”?
Det er meget muligt, jeg overfortolker og lidt for desperat leder efter en mening med mumieløjerne, for efterhånden som vi kommer til London, og filmen skrider frem gennem anden spilletime, skrider meningen ud. Den vrede gamle mumies farlighed bliver dels for inkonsekvent og dels fristes filmfolkene til at skrue op og give efter for den her tendens med, at alt åbenbart skal smadres 127 gange i en blockbuster. Helst i samme scene. Det er slet og ret uopfindsomt, samtidig med at det er til at blive ør i hovedet af. Er det virkeligt slet ikke muligt at undvige fra den formel, der går ud på at ALT skal smadres i tredje akt? Åbenbart ikke.
Angående Tom Cruise som skuespiller, kan det undre, at han i en alder af 54 år stadig synes det er skæggest at løbe rundt som actionmand frem for at spille mere dramatiske roller, hvilket han flere gange har bevist, han godt kan. I ”The Mummy” har han skruet en smule ned for de lange løbeture med håndflader i karatehugstilling og armene svingende som møllehjul, men man ønsker han ville skrue endnu længere ned.
Hvad: The Mummy. Hvem: Instruktør: Alex Kurtzman. Medvirkende: Tom Cruise, Sofie Boutella, Annabelle Wallis, Russell Crowe, Jake Johnson. Hvor: Premiere over hele landet.
