Livets træ

Charlotte Gainsbourg bliver ikke kun brugt af Lars von Trier i film som »Antichrist« og »Melancholia«. Der er rift om hende over hele verden.

I franske Julie Bertuccellis film »The Tree«, der foregår i en øde egn af Australien, spiller hun også en hovedrolle.

Den spinkle og sagte talende skuespiller er en mor til fire, der har mistet sin mand. Hun har meget svært ved at komme sig over uretfærdigheden, og hun taler stadig ofte med sin afdøde mand, når hun om aftenen kravler op i træet. Det gør hendes lille datter i øvrigt også, og i den malstrøm af sorgbearbejdning er det svært for en mand at komme til. Instruktøren Julie Bertuccelli (»Les Brodeuses«) lægger vægten anderledes end ellers i den slags historier, fordi ensomheden og naturen spiller en stor rolle i filmen. Bertuccelli fortæller med et større blik på sanserne end på traditionel historiefortælling. Charlotte Gainsbourg viser, at hun magter det meste og kan skifte fra skrøbelig over bestemt til småhysterisk uden nogensinde at lyde falsk.