Livets mange omveje skildres fint i »Breathe«

Premiereaktuelle »Breathe« kunne være endt som endnu en oversukret lykkepille. I stedet er den en hjertevarm film om at nyde de omveje, livet også kører ned ad

Breathe 4G6A9252.jpg Fold sammen
Læs mere
Foto: SF film Teddy Cavendish

Gennem årene har en helt særlig filmgenre udviklet sig. Det er historier om en person – ofte fra virkelighedens verden – der lever et godt liv, indtil han eller hun pludselig rammes af en voldsom sygdom. For en stund sætter diagnosen sig både på sjæl og krop, indtil vores hovedperson genfinder den indre gnist og – ofte med venners hjælp – vilje til at leve. Tænk »Dykkerklokken og Sommerfuglen«. Tænk »Teorien om alting«. Eller tænk på premiereaktuelle »Breathe«.

Historien begynder helt klassisk. Robin Cavendish - spillet af Andreaw Garfield, der håndterer karakterens overskud og stive engelske overlæbe med stor charme - lever det gode, velfriserede overklasseliv i 1950erne. Der spilles cricket og drikkes te, og Cavendish scorer overlegent sin udkårne, den rødhårede Diana, der spilles af Claire Foy kendt fra Netflix' »The Crown«.

Patienter spærres inde
Katastrofen indtræffer først, da Cavendish får polio. Lægerne udsteder en dødsdom og placerer den 28-årige mand lammet og sengeliggende på en sovesal sammen med andre patienter. Helt i tråd med tidens credo om at holde personer med en terminale sygdomme afsondret. Af hensyn til deres sikkerhed, selvfølgelig. Men man får tanken, at det også er lidt bekvemt for resten af samfundet. Situationen er derefter. »Hvorfor kommer vi vores syge i fængsel?« som Robin Cavendish så rigtigt spørger.

Det er rystende, hvordan man behandlede personer med handikap i 1950erne, men selvfølgelig ender filmen ikke her. Med hjælp fra venner og familie lærer Cavendish nemlig, at man ikke bare skal overleve med sin handikap. Man skal leve.

En film om livets omveje
Det er en lidt banal pointe, og med den kunne »Breathe« være endt som endnu en sukkersød lykkepille, der røg ned med resten af biografslikket. Men ambitionerne er heldigvis højere.

I sin fortælling om at sprænge de rammer, som hans handicap har skabt, er Cavendishs historie nemlig også en beretning om alle de underlige omveje, livet ofte tager. Den viser, hvor langt, man egentlig kan komme, hvis man kan grine ad planer, der ændrer sig, og ferier, der ikke helt bliver som forventet. Det er bare om at grine ad det, og det gør filmens personer langt hen ad vejen.

Det er faktisk både fint og sjovt og rørende. Og en ganske god påmindelse om, at man må lære at tage tingene, som de kommer. At det er en kunst at se sidevejene som et spændende alternativ til den planlagte rute. Hvis ikke - ender man selv med at blive paralyseret af livet.