Livet har seks strenge

»Paco de Lucía: Flamencoens mester« er et sobert portræt af et undtagelsesmenneske.

Flamenco-mesteren Paco de Lucía. Foto fra filmen Fold sammen
Læs mere

Da Paco var syv år, sad han og lyttede til sin far, der netop havde komponeret et stykke på sin guitar.

»Det er for langt,« sagde Paco til faren, der så forundret på ham. For så at erkende, at det var rigtigt: Mellemstykket var for langt, og hans søn, der aldrig havde rørt en guitar, begyndte nu sin færd ind i flamencoen via seks strenge og et ubegribeligt talent.

Det er en besnærende historie, og spanske Paco de Lucía – en af historiens store guitarister – fortæller den godt i »Paco de Lucía: Flamencoens mester«, der både skildrer hans indre og ydre liv og kommer tæt på hans kærlighed til flamencoen, som han ville forny, trods modstand fra purister og gamle maestroer.

At kende til Paco de Lucía er ikke et must for at sætte pris på den sobre, lidt gammeldags dokumentar – en kombination af fotos, interviews og liveoptagelser – hvor guitarspillet indimellem minder om onani, og hvor Paco de Lucías præcision og intensitet brænder igennem, præcis som hans ikke uanselige selvagtelse.

Han har da også noget af have den i og er – særligt på sine gamle dage – brutalt ærlig: »Da jeg havde tjent mine første to millioner pesos, satte jeg dem i banken«, siger han et sted og fortsætter: »Jeg har aldrig givet noget til bygninger af skoler eller til fattige i Afrika.«

Fokus er et andet sted, sådan som det ofte er det hos de store mestre. De kan ikke rumme meget andet end sig selv og kunsten. På den måde er filmen ikke kun et portræt af en musikkultur og et menneskeliv, men også af det undtagelsesmenneske, vi dyrker for at være netop dét: Noget andet, noget større og, ja, noget transcenderende.

Hvad: Paco de Lucía: Flamencoens mester. Hvem: Instruktør: Curro Sánchez Varela. Hvor: Premiere i Grand.