Jeg har ikke har set de nyeste »Far til fire«-film – dem kender jeg kun fra anmeldelser, der har været meget kritiske eller direkte hadefulde. Men »Far til fire – på toppen« var faktisk en okay oplevelse. Måske fordi jeg havde ventet noget værre, måske fordi den rent faktisk er bedre end sine forgængere, hvad ved jeg, men den fungerer i hvert fald nogenlunde og er ikke mindst i øjenhøjde med sit børnepublikum. Historien går i al sin enkelhed ud på, at Fars job skal rykkes langt væk. Skal Lille Per, Søs og resten af familien blive i deres elskede kvarter, må Far finde et nyt job i byen. Sådan et får han også tilbudt, men på 27. etage. Ikke godt når Far lider af højdeskræk. Så familien, ledt an af Onkel Anders, forsøger at kurere den i Norges høje bjerge, hvor Søs’ kæreste alligevel skal deltage i en triatlon-konkurrence. Ikke nogen rasende god historie, men ordentligt fortalt og påhæftet sidehistorier, der alle kredser om dét at frygte noget, og hvordan frygten overvindes: Lille Per er bange for mørke, Søs for at miste sin kæreste, Far for højder. Særlig dybt stikker det ikke, det er bare underholdning for poderne, men som sådan okay.
Instruktør: Martin Miehe-Renard. Medvirkende: Martin Brygmann. Premiere i hele landet.
