Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Mens spændte fans venter på den syvende og sidste Harry Potter-bog, »Harry Potter and the Deathly Hallows«, der udkommer 21. juli, kan tiden fordrives med »Harry Potter og Fønixordenen«. Filmatiseringen af den femte roman, der er seriens længste, er ironisk nok blevet den hidtil korteste på»kun« to timer og nitten minutter.
At koge bogens 870 sider ned er selvfølgelig sin sag, og mange detaljer om personlige relationer er da også gået tabt som for eksempel Harry Potters forelskelse i pigen Cho. Men i store træk er filmen tro mod historien om, hvordan mørket kommer stadig tættere på Harry Potter. Sågar helt ind i Muggler-verdenen, som den almindelige menneskeverden kaldes, hvor to sjæl-sugende dementorer overfalder Potter og hans usympatiske, fede fætter Dudley. Harry forsvarer sig med magi, men at bruge magi i Muggler-verdenen, når man stadig kun er troldmandslærling på Hogwarts-skolen, er så strengt forbudt, at Ministeriet for Magi træder til. Ministeriet vil have Harry bortvist fra skolen og tror ikke et ord af, at inkarnationen af den onde selv, Lord Voldemort (Ralph Fiennes), skulle være på vej tilbage til fordums tiders styrke.
Det er han nu, hvilket Harry mærker til i sine tiltagende mareridt, og mens Ministeriet for Magi sender den smilende sadistiske Dolora Nidkjær, i frydefuld veloplagt version af Imelda Staunton i pink spadseredragter, for at holde styr på Hogwarts, mobiliserer Harry sin egen oprørshær blandt skolens elever, hvor den fe-agtige Luna Lovegood (Evanna Lynch) er en charmerende nytilkommen. Snart nærmer det første slag sig mellem Harrys lille gruppe af tilhængere, »Dumbledores Army«, og Lord Voldemort og hans hang-arounds, blandt andet den manisk ondskabsfulde Bellatrix Lestrange (Helena Bonham-Carter).
Det er en klassisk kamp mellem det gode og det onde, også i Harry Potters indre, for med lidt mere dybde end de fleste teenagere nok kender til, tvivler han på, hvad han har i sig. Og historien bliver i hele Potter-universet stadigt mere dyster.
Mindre morskab
Her i femte film er næsten alt, hvad der er magisk morskab i hele det fortryllende troldmandsunivers noget af det, der kendetegnede de første film skåret væk. Til gengæld er der kommet mere kant i persontegningerne og de tre hovedrolleindehavere, Emma Watson som Hermione, Rupert Grint som Ron og Daniel Radcliffe som Harry, får for første gang et par psykologisk intense scener, der ikke bare er drevet af effekter.
I den henseende mærker man David Yates, der er en udmærket personinstruktør og får de unge skuespillere til at træde i karakter. Filmen er hans spillefilmdebut, og som den fjerde instruktør, der prøver kræfter med Harry Potter, er han allerede hyret til den næste film i rækken. Hans baggrund er TV, og det kan, desværre, også mærkes. For på trods af de gode skuespilpræstationer og den på papiret fængende historie, mangler filmen stærkt en mere dramatisk opbygning. Scenerne kommer som ensformige perler på en snor som i en TV-miniserie i stedet for at være vægtet og ført hen til med større følelser og spænding som Mike Newell gjorde det i den foregående, »Harry Potter and the Goblet of Fire«.
Kan man bære over med den indbyggede prioriteringsfejl, får man til gengæld fornøjeligt gensyn med de knivskarpe herrer Gary Oldman som Sirius Black og især Alan Rickman som professor Snape. To, der formår at få meget ud af lidt. Man får i det hele taget også en gedigen ungdomsfilm (at sige, at Harry Potter for alvor er trådt ind i de voksnes filmrækker er nok for meget sagt), der ikke at forglemme, selv om vi er blevet vant til effekterne stadig er sindssygt flot at se på. Og »Harry Potter og Fønixordenen« rejser sig som en af de bedre film i rækken og er bestemt ferm og visuelt fabelagtig underholdning mens vi venter på den sidste bog af J.K. Rowling, der vil fortælle os, hvordan det hele ender for Harry Potter.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
